Mød en glente på cykelturen
Torsdag 1. juni er det muligt at komme ud og opleve fuglelivet omkring Tårs fra cykelsadlen.
Undervejs præsenteres Dansk Ornitologisk Forenings Atlas III-projekt, der på fjerde og sidste år er i gang med at registrere landets ynglefugle.
- Måske er vi heldige at støde på en af de nyere ynglefugle i landsdelen, den røde glente, som efterhånden har etableret en levedygtig bestand heroppe, lyder det fra Anders Østerby, Nordsøen Skoletjeneste.
- I tilfælde af at luften er lun, får vi måske fugle som vagtel og nattergal at høre.
Deltagerne kører i let kuperet terræn på en 17 kilometers rundtur på asfalt og en kort strækning på grusvej.
- Fra Tårs kører vi via Agdrup til Ilbjerge og Amdal, hvorfra turen går tilbage via Hvidsted og Boller Sø
Turen starter fra P-pladsen ved Stationspladsen i Tårs klokken 19 og varer 2,5 time.
Turleder er Anders Østerby, Skoletjenesten ved Oceanariet. Turen er en af Hjørring Kommunes naturture i 2017.