Messe for alternativ behandling
Både krop og sjæl er i fokus i weekenden 21. og 22. oktober på Vendelbohus
I weekenden 21. og 22. oktober slår Vendelbohus i Hjørring for tredje gang dørene op for en messe om alternativ behandling.
En messe, der har det formål at udbrede kendskabet til alternative behandlingsformer, alternativ livsforståelse og behandlinger for krop og sjæl.
- Vendelbohus’ hyggelige lokaler danner en perfekt ramme for messen og begge salene vil blive fyldt med stande, oplyser arrangør Michael Agerholm .
- Der kan på messen opleves knap 40 stande med stor bredde indenfor alternativ behandling, læsninger og produkter - der alt samme er relateret til emnet: Alternativ behandling, krop og sjæl.
Ud over diverse behandlinger og læsninger, kan man som deltager på messen gratis deltage i ni foredrag.
Lørdag klokken 15 holder John Calmar fra Århus "klarsynsdemonstration".
- En spændende mulighed for at se, om der er kontakt og beskeder til dig, lyder det fra arrangøren.
Søndag klokken 14 holder Robert Lubarski og Camille Rishøj foredrag om Ny kærlighed.
- Et foredrag der skal hjælpe os med at åbne øjnene for at tage imod.
Arrangør Michael Agerholm er fra Højslev ved Skive. Han har gennem en del år selv deltaget på messer rundt om i Danmark. Han har et godt netværk hos de alternative behandlere, og han har de seneste år udvidet med flere messer i blandt andet Silkeborg, Skive, Holstebro, Randers, Billund og Viborg. Michael Agerholm kender personligt de fleste deltagere og tilkendegiver, at han ønsker at sikre de besøgende en messe, hvor de kan opleve bredde og kvalitet inden for den alternative behandlerverden.
Begge messedage er fra klokken 10 til 18. Det koster 60 kroner i entre til messen, eller 80 kroner, hvis man køber to-dags-billet. Børn under 14 år kommer gratis ind sammen med voksne.
Læs mere på: www.MesseForAlternativBehandling.dk