Mangler indsamlere i Hjørring
Folkekirkens Nødhjælp samler ind - fokus på klimaforandringerne
HJØRRING: I mange år har Skt. Catharinæ, Skt. Hans, Skt. Olai og Bidstrup sogne deltaget i Folkekirkens Nødhjælps årlige husstandsindsamling. En indsamling der udelukkende går til humanitære formål. I år er der fokus på klimaforandringerne. Millioner af mennesker er truet af sult og oversvømmelser, og allerede nu må mange forlade deres hjem for at finde mad og sikkerhed.
- Under mottoet ”For alt i verden” kan vi gøre en forskel. Kloden er nemlig noget, vi deler, og klimaforandringerne er hele klodens problem. På sigt vil vi alle komme til at mærke konsekvenserne af de globale temperaturstigninger på egen krop. Derfor håber jeg, at mange har lyst til at gå en tur for klimaet søndag den 10. marts og samle et, forhåbentligt, stort beløb ind, så vi i Hjørring kan være med til at hjælpe verdens fattigste, der er særligt truet af klimaforandringerne, fortæller indsamlingsleder for Skt. Catharinæ, Skt. Hans, Skt. Olai sogne Knud Møller Nielsen.
I de fire sogne er der 84 ruter, der skal dækkes med frivillige indsamlere. Indtil nu har kun ganske få meldt sig, men det er ikke for sent at melde sig som indsamler. Man kan læse mere om tilmelding på organisationens hjemmeside. Indsamlerne mødes på indsamlingsdagen søndag den 10. marts klokken 10 henholdsvis i Hjørring Sognegård, Torvet 4 eller Bidstrupkirken, Ringvejen 7, hvor der informeres om indsamlingen og indsamlingsbøtterne udleveres. Nye indsamlere kan også nå at tilmelde sig på selve dagen ved at møde op på et af indsamlingsstederne.