Luther i ord og musik i Tornby
Luthers liv og betydning i sang og billeder i Tornby-Vidstrup Sognegård. Det er emnet for en foredrags- og sangaften torsdag d. 26. oktober kl. 19.30
Reformationsjubilæet skal også fejres lokalt, og det sker ved et særligt arrangement i Tornby-Vidstrup Sognegård i en kombination af foredrag og sang.
Mange har hørt om, hvordan bogtrykkerkunstens opfindelse var med til at udbrede reformationens budskab rundt i Europa, men ved siden af den store indflydelse som det nye medie havde, var sangen en meget effektiv måde at formidle de nye strømninger på. Derfor er det værd at se nærmere på Luthers salmer.
Vi synger en håndfuld af hans bedste salmer. Sognepræst Sara Dommerby Toft fortæller om salmernes indhold med både billedillustrationer og gode anekdoter. På den måde åbnes der for både Luthers egen livshistorie, reformationens indhold og betydningen af den for os i dag.
Undervejs byder vi på en forfriskning.
- Så velkommen til en dejlig aften med alt det bedste fra den protestantiske tradition, lyder det i indbydelsen fra menighedsrådet.