Lun koldstart på december

01. december 2017 kl. 13.44

156 dagplejebørn og deres private dagplejere var samlet til en festlig - men ret kold - julefest på Springvandspladsen i Hjørring fredag formiddag.

Et stort kor fra indskolingen og mellemtrinet på Hjørring Private Realskole spredte masser af god energi og glad stemning med julens kendte sange, og festen havde besøg af Krumme Julemand og en venlig A-Z-ulv i juleklæder.

Og så var der selvfølgelig dans både rundt om og gennem træet på Springvandspladsen. Byens store, nye kyssetræ har nemlig en indbygget tunnel, og turen gennem den var en populær rute.

Både børn og voksne fik lysene til at blinke rødt akkompagneret af Hjørrings julemelodi "Kys i dejlige Hjørring", der er nået til tops på Dansktoppen.

Dagplejer Klaus Poulsen havde taget initiativ til den store julefest, og han var kraftig inspireret af Hjørrings nye julebelysning.

- Jeg gik rundt i byen og kiggede på den nye belysning og tænkte, hvorfor vi ikke skulle gøre noget ud af det. Det er dejligt, at så mange bakker op om det her. Det er over al forventning.

Klaus Poulsen håber, at juletræsfesten på Springvandspladsen kan blive en tradition.

- Det har været en kæmpesucces. Og det er en rigtig god start på december. Så lad os da gøre det her igen.

Da slikposerne var delt ud, satte børn og dagplejere kurs mod mere lune omgivelser.

Solveig Højmark Andersen havde taget turen fra Sønderlev med børnene Ellen, Mila, Johan og Agnes. Johans mor Mette var også taget med til julefesten.

- Vi er mødt op for at støtte det her dejlige arrangement, vi har fået stillet an, sagde Solveig, der også tror på, at en ny tradition er begyndt med juletræsfesten.

Dagplejerne havde sunget julesange med børnene og snakket om julefesten forinden - nu kan de sammen evaluere de fælles oplevelser i de kommende juleuger.

Pigerne fra privatskolens kor blev akkompagneret af Jörg Brüning på guitar og dirigeret af Louise Vejen.

- Det er en god mulighed for at komme ud og synge for andre. Det er rigtig sjovt for børnene, fortalte Jörg Brüning, der også er helt med på ideen om at gøre julefesten til en tradition.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste