Billede beskrivelse

Lukning af Havbakken i Tornby er sat på pause

25. maj 2018 kl. 11.37

På økonomiudvalgsmødet onsdag accepterede flertalsgruppen i byrådet, at beslutningen om plejecenter Havbakkens fremtid skal afgøres i forbindelse med budgetlægning til 2019 og årene frem.

Lukningen af Havbakken skulle have været med til at finansiere et hul i SÆH-områdets budget på godt 17 millioner.

Økonomiudvalget har i stedet - meget usædvanligt - besluttet at give SÆH-området en tillægsbevilling på godt 16 millioner kroner. SÆH-området skal selv finde besparelser for den sidste million kroner.

Det kan godt være, at det bliver nødvendigt at lukke et plejehjem. Intet er fredet i en budgetfase, men økonomiudvalget kender endnu ikke kommunens indtægtsgrundlag for de kommende år, så grundlaget for at træffe beslutningen er ikke til stede nu.

Udvalget håber nu på en god dialog i byrådet om en langsigtet plan for ældreområdet.

Formanden for Tornby Beboerforening, Torben Christensen er glad.

- Nu er der tid til at tænke sig grundigt om. Det har været en uheldig proces med for mange embedsmænd og for få politikere, siger Torben Christensen.

- Vi kan ikke udelukke, at der bliver behov for nye boligtyper til ældre, men det skal være en del af en samlet plan og det skal i givet fald være nye boliger, der er til at betale.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste