Lønstrup klar med cykler, kort og t-shirt
Det er populært at leje cykler i Lønstrup
18. juli 2018 kl. 17.58
LØNSTRUP: Lønstrup Turistbureau byder indenfor på kontoret i byens centrum, og der venter gæsterne en stribe nye sommertiltag.
Blandt andet er der mulighed for at leje cykler i turistbureauet.
- Vi har fået de fineste Lønstrup-cykler, som vi lejer ud fra turistbureauet, det er en stor succes - vi har allerede nu otte ud af ti cykler ude at køre, fortæller turistchef Helle Sigetty.
Desuden frister turistbureauet med kort med Lønstrup-motiver, kvalitets t-shirts til voksne og børn, lækre strand- og indkøbsnet samt caps.
- Det er en superfin Lønstruplinje designet i samarbejde med vores lokale grafiske designer, Anders Budolf, som også tegner vores populære Lønstruppiger på coveret af lokalguiden, fortæller Helle.
- Vi har taget udgangspunkt i vores grafiske linje, udarbejdet i forbindelse med Lønstrups Potentialeplan. Det er kombineret med et ønske om at lave en æstetisk linje, der støtter op om Lønstrups udtryk og kvalitet. Vi har derfor valgt at lave produkter i høj kvalitet, hvor der er kræset for detaljen.
Helle Sigetty tilføjer, at ønsket er at lave flere lækre og funktionelle ting, der fremhæver Lønstrup som feriested.
- Vi går efter at lave produkter, der støtter op om gæsternes “rejse" - blandt andet strandnet, badehåndklæder, malebøger, spil til børn - alt sammen i høj kvalitet.