Løkken Kunststi modtager donation fra Sol og Strand
Tidligere på måneden kunne vi fortælle om, at Sol og Strand i Løkken jævnligt giver lokale håndsrækninger, som her i området støtter flere gode formål, der gør en forskel.
I forbindelse med uddelingen af penge, som tilhørte Den Lokale Håndsrækning 2023, så nåede man i slutningen af det forgangne år at give 14.300 kroner til et nyt formål.
Løkken Kunststi
Der er igennem de senere år blevet lagt utrolig mange timer i arbejdet med den flotte Løkken Kunststi, og det er ikke gået ubemærket hen hos turisterne og de fastboende.
Håndsrækningen med beløbet fra Sol og Strand til stien er givet til igangsætning af nyfortolkningen af de 17 Verdensmål.
Således skal der rundt omkring i byen opsættes 17 granitsøjler, som Kulturhus Løkken har fået doneret, ligesom der vil blive placeret kunstværker af forskellige kunstnere.
Klar til sommer
Fra ildsjælene bag Løkken Kunststi er man meget taknemmelige for håndsrækningen, og man forventer, at projektet med opsætning er gennemført før dette års højsæson.
- Vi er glade for at give håndsrækninger ud og vil gerne minde de lokale om, at der også i år er åbent for ansøgning om midler, fastslår bureauchef Charlotte Rehder Borup.