Livreddere i haste-aktion på landjorden i Tversted
det gode strandvejr har skabt enorm travlhed hos livredderne fra TrygFonden Kystlivredning.
Men i et enkelt tilfælde har livredderne også været involveret i en livsfarlig situation på land; det skete, da livredderne fra Tversted Strand bragte en hjertestarter ud til et hjertestop i et nærliggende sommerhus.
Det fremgår af den uge-oversigt, som TrygFonden Kystlivredning netop har offentliggjort. Det er ikke beskrevet yderligere, hvordan situationen i Tversted endte.
Kystlivredningen oplyser i øvrigt, at seks gange måtte livredderne i aktion i sidste uge for at redde badegæster og surfere, som ikke kunne komme tilbage til land pga. fralandsvinden. Det får livredderne til at advare om den kraftige vind, som kommer til at præge denne uges badeture.
- Når der er fralandsvind, skal badedyr og luftmadrasser blive på land. Man kan lynhurtigt drive for langt ud fra kysten til, at man selv kan komme tilbage. Det kræver en masse kræfter at svømme tilbage til stranden, og man kan let gå i panik, så man mister endnu flere kræfter, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning.
Vinden gav også surfere problemer med at komme tilbage til land.
- Vi har også oplevet surfere, der kommer i problemer i den kraftige vind, hvis deres udstyr går i stykker. Som udgangspunkt befinder de sig et stykke fra kysten, når de surfer, og får de problemer med udstyret, kan de hurtigt komme for langt ud, til at de har kræfter til selv at svømme i land. Vores opfordring er derfor, og det gælder også for de badende, at man aldrig går alene i vandet, for så er der ingen til at slå alarm, hvis uheldet skulle ske, siger Anders Myrhøj.
Generelt er danskerne gode til at passe på sig selv og hinanden ved stranden, lyder det fra TrygFonden Kystlivredning.
- Vi oplever, at langt de fleste danskere tager de nødvendige forholdsregler, når de bader. Mange sørger for at bade i livreddernes primære zone, som er mellem de rød/gule flag i strandkanten ved livreddertårnet, hvor livredderne holder særligt skarpt øje. Selv de bedste svømmere kan komme i vanskeligheder, og derfor er livredderne en ekstra sikkerhed, siger René Højer, programchef i TrygFonden med ansvar for bade- og vandsikkerhed.
Aktioner, hvor personer var i livsfare:
Bellevue Strand:
En ung pige, der bader alene uden for livreddernes primære zone, signalerer, at hun har brug for hjælp. Da livredderne når frem til hende, har hun slugt vand og er i chok. Hun kan ikke svømme og hjælpes tilbage til land, hvor hun kaster vand op og kortvarigt mister bevidstheden. Hun bringes til hospitalet i ambulance.
Grenaa Strand:
Atypiske vind-og strømforhold med bølger på Grenaa Strand medførte, at havbunden blev stejlere end sædvanligt, hvilket var en overraskelse for mange lokale badegæster. En ældre kvinde bliver revet omkuld og kan ikke selv rejse sig igen. Hendes veninder kan ikke hjælpe hende, så livredderne henter hende tilbage på land.
Hvidbjerg Strand:
Livredderne observerer en kitesurfer, der har mistet kite og board ca. 150 m ud for kysten. Livredderne sejler ud til surferen, som nu er drevet 300 m ud og holdes oppe af en anden kitesurfer. Da livredderne samler kitesurferen op i båden, er de drevet ca. 400 m ud fra kysten pga. den kraftige vind.
Hvide Sande Sydstrand:
Livredderne bliver alarmeret af en strandgæst om en windsurfer, der har problemer 500 m syd for livreddertårnet og 400 m ude i vandet. Livredderne sejler ud til surferen, der har knækket masten og er for udmattet til selv at svømme tilbage til land.
Ishøj Strand:
Livredderne observerer to luftmadrasser 200-300 m ude fra kysten og ca. 400 m udenfor primærzonen. Et midaldrende ægtepar er drevet ud fra kysten. Kvinden kan ikke svømme, og manden kan ikke svømme hende i land pga. den kraftige fralandsvind. Livredderne sejler ud og henter kvinden ind, mens manden selv svømmer tilbage til land under overvågning fra livredderne.
Moesgaard Strand:
To piger på 6 og 8 år bliver taget af vinden og driver ud på en oppustelig sofa. Faren forsøger at hente dem ind, men han kan ikke svømme. Livredderne spotter det hurtigt og henter pigerne ind på land ca. 40 m fra kysten.
Fra fredag den 29. juni til søndag den 8. juli gennemførte livredderne i alt 7 røde aktioner, 555 almindelige førstehjælpsaktioner, 685 forebyggende aktioner og 13.685 oplysende aktioner.
TrygFondens 5 baderåd:
TrygFonden har sammen med Dansk Svømmeunion udviklet fem enkle baderåd, der indeholder de vigtigste ting, du skal være opmærksom på, når du færdes på stranden.
1. Lær at svømme
Når du kan svømme, kan du redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.
2. Gå aldrig alene i vandet
Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet og råb aldrig om hjælp for sjov.
3. Læs vinden og vandet
Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.
4. Lær stranden at kende
En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl, så der hurtigt bliver dybt? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid strandens oplysningsskilte.
5. Slip ikke børnene af syne
Hold dig tæt ved badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret.