Billede beskrivelse

Kunstcenter får del af kultur-kroner

25. december 2017 kl. 18.21

Regionsrådet uddelte 19. december penge fra Kulturpulje 2017 til syv nordjyske projekter, og i Hjørring Kommune får Kunstbygningen i Vrå 110.000 kroner til at holde JCE Biennalen.

JCE Biennalen, Jeune Création Européenne, holdes hvert andet år og bliver vist i syv forskellige byer i syv forskellige lande i Europa.

Biennalen har til formål at finde nogle af de stærkeste unge talenter under 35 år i de respektive lande.

Der bliver udvalgt otte kunstnere fra hvert land. De 56 kunstnere bliver vist på en samlet turnerende udstilling, der kommer omkring syv væsentlige museer og kunsthaller i Europa.

I alt 24 projekter havde søgt om midler fra Regionsrådets kulturpulje, og syv af dem kan nu se frem til en kærkommen julegave - heriblandt Kunstbygningen i Vrå. Projekterne modtager hver mellem 90.000 og 240.000 kr. fra puljen, som i 2017 lægger særligt vægt på projekter, hvor kulturen ses som en medspiller i udviklingen af Nordjylland, og hvor kulturlivet søger nye former for samarbejde. Det kan f.eks. ske, ved at kulturinstitutioner finder nye samarbejdspartnere eller arbejder på at komme i kontakt med helt nye målgrupper.

- Både inden for scenekunsten og fra museumsverdenen har vi gode erfaringer med, hvordan det for alvor rykker, når man vælger at samle kræfterne og idéerne på tværs af hele Nordjylland. Derfor forsøger vi med vores kulturmidler at bakke op om denne form for nye samarbejder og spændende udviklingsprojekter, siger Henrik Ringbæk Madsen, der er formand for Region Nordjyllands Udvalg for Infrastruktur, Klima, Kultur og Miljø.

Disse projekter får midler fra den regionale Kulturpulje 2017:

- JCE Biennalen 2017-2019 v. Kunstbygningen i Vrå, 110.000 kr.

- Originalt/Regionalt v. Det Musiske Hus, 240.000 kr.

- Spejlbillede NORD v. PixlArt, 220.000 kr.

- FilmMaskinen - netværk og aspiranter v. FilmMaskinen, 200.000 kr.

- International Improteaterfestival 2018 v. Aalborg Teater, 90.000 kr.

- Optimeret dramaskole og kampgruppe v. Amatørteatret Fyrkatspillet, 102.000 kr.

- Talentnetværk v. Teaterhuset Filuren / SceNet Midt-Nord, 105.000 kr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste