Konfirmander står for højmessen
Palmesøndag - 25. marts klokken 10.30 - holder dette års konfirmander deres helt egen højmesse i Vrejlev kirke.
- Kom og oplev "Bibelen på 10 minutter", når konfirmanderne selv fortæller bibelhistorie og viser alle deres flotte ting frem, lyder opfordringen fra arrangørerne.
- Vi har gennem efteråret og foråret lavet mange forskellige ting sammen; opslagstavler, kageopsatser, altertavler, ikoner - og meget, meget mere. Til hver ting knytter sig en bibelfortælling, som vi gerne vil dele med jer.
Under højmessen er der udstilling af alle de ting, som konfirmanderne har lavet, og da de nu alligevel har lavet kageopsatser, sætter de kager på dem, så alle kan gå rundt efter gudstjenesten og se udstillingen med en god kop kaffe og mulighed for at smage på kagerne - og ikke mindst få en snak med de unge mennesker om det, de har lavet.
- Kom og bak op omkring konfirmanderne; de fortjener vores opbakning efter al deres flid og gode indsats, lyder opfordringen.