Georg Erland Christensen viser, at Måstrupvej mod Bindslev er oversvømmet. Der er så meget vand, at der er risiko for kraftig aquaplaning. Foto: Niels Helver
Kørsel er farlig på Måstrupvej
Vandet lægger sig på kørebanen i så store mængder, at der er stor risiko for kraftig aquaplaning.
SINDAL: Kørende trafik skal være opmærksom på store mængder vand på Måstrupvej. Det er især slemt lige efter husnummer 43 i det flade sving i retning mod Bindslev.
Marken i højre vejside er oversvømmet og grøften, der skal aflede vandet, er tilgroet. Vandet lægger sig på kørebanen i så store mængder, at der er stor risiko for kraftig aquaplaning.
- Jeg har i længere tid forsøgt at råbe kommunen op, for at de skal komme og løse problemet med de hyppige oversvømmelser på vejen. En dag går det galt, og nogen mister herredømmet over deres køretøj og kører af vejen, fortæller Georg Erland Christensen.