Julesang mod ensomhed
Nordjysk Pigekor deltager i Hjørring Kommunes "Kultur mod ensomhed"
HJØRRING: Nordjysk Pigekor har i år fået aflyst en række koncerter, herunder korets traditionsrige julekoncert i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring og i Musikkens Hus i Aalborg sammen med Aalborg Symfoniorkester.
Men der bliver trods alt plads til lidt coronavenlig julesang, når Nordjysk Pigekor synger i forbindelse med Hjørring Kommunes projekt "Kultur mod ensomhed".
Projektet går kort fortalt ud på at finde kreative løsninger i forhold til at skabe god julestemning og holde traditionerne i hævd.
Under overskriften "Kultur mod ensomhed" kan eksempelvis plejehjem booke forskellige arrangementer, herunder julesang med Nordjysk Pigekor.
Julesangen bliver dog i en coronavenlig udgave, hvor der kun kommer et fåtal af korets piger, og hvor der synges udendørs.
- Men vi håber, det spreder god julestemning og glæde alligevel, siger dirigent Christina Kjærulff, som lover, at der er meget smukke julesange på programmet.
Det coronavenlige julekor skal synge for beboere på Bispecentret i Østergade i Hjørring mandag kl. 15.30.
Tirsdag skal der synges for beboere på Vendelbocentret i Sindal kl. 15.30 og for beboere på Bålhøjcentret i Tårs kl. 17.00.