Julen kom til Mosbjerg
Selvom der fortsat skal tages hensyn til corona, skal børnene i Mosbjerg ikke snydes for en lille julefest. Derfor havde Landsbyrådet i lørdags arrangeret et juleoptog gennem byen med ryttere fra Måstrup og Omegns Rytterlaug og en rar julemand, der delte slikposer ud til de mange artige børn.
Optoget udgik fra Vendsyssel Friskole til Mosbjerg Torv ved Dagli’ Brugsen. Her fortsatte julemanden med at dele slikposer ud til børnene, og formanden for Borgerforeningen Ulla Pia talte og tændte torvets nye juletræ, der er håndlavet i råjern af kunstfirmaet byVogn.
Efter dette lille stop fortsatte juleoptoget til KFUM spejdernes hytte på Mosbjergvej, hvor de vendte og kom tilbage til byen. Optoget sluttede ved Friskolen.