Billede beskrivelse

Hjørringensiske gymnasieelever laver teser

15. september 2017 kl. 06.45
Opdateret kl. 10.54

Den 31. oktober 1517 fremlagde Martin Luther sine "95 teser", der kritiserede den katolske kirkes afladshandel. Tesernes gennemslagskraft og reaktionens styrke kom formentlig bag på de fleste. Hvad enten Luther nu slog sine teser op på døren til Slotskirken i Wittenberg eller ej, så var de hurtigt spredt, ligeså hurtigt kom reaktionerne og diskussionen. Renæssancen havde skabt en helt ny medspiller: den offentlige mening, opinionen. Forudsætningen var de nye kommunikations teknikker i form af bogtrykkerkunsten, pamfletter og flyveblade. Nogle steder i Europa var et egentligt postvæsen på vej.

Martin Luther og de øvrige reformatorer var mediebevidste og mestrede, da Reformationen først rullede derudaf, at bruge de nye medier til at få brede befolkningsgrupper i tale. De "95 Teser" blev spredt i et omfang og hørt i et offentligt rum, der var langt større, end der havde været muligheder for i middelalderen. Middelalderens tværnationale enhedskultur, som Romerkirken repræsenterede, blev sprængt, alternative kristne trossamfund dukkede op og nationalsprogene fremmedes.

Her 500 år senere gentages historien. Det foregår på væggene i domkirken, Skt.Budolfi, i Aalborg. Der opslås teser, der har betydning i vores egen moderne tid, og denne gang forestås "opslagshandlingen" af gymnasieelever fra Hjørring Gymnasium. "Opslaget" der viser resultatet af elevernes arbejde finder sted lørdag 28. oktober, men forinden er der i gymnasiets tværfaglige uge 38 arbejdet med emnet.

Der er tale om et tværfagligt projekt, der inddrager fagene religion, dansk, historie, drama og til dels musik. Eleverne kommer fra den musikfaglige 2.g-klasse på Hjørring Gymnasium. Lærerne er Mette Hyllested med fagene dansk og drama og Lars Teisner Nielsen med religion og historie. Projektet samarbejder med Folkekirken, hvor kontaktpersonerne er sognepræst Anna Margrethe Saxild, Vrensted, og provst Thomas Reinholdt Rasmussen, Hjørring. Elev-projektet foregår dels på Hjørring Gymnasium - men 19. september og 21. september rykker man ned i Budolfi-kirken og arbejder "on location".

Gymnasieeleverne vil afprøve, om tiden er inde til og åben for et nyt sæt "teser". Med afsæt i en forståelse af Martin Luthers teser og renæssancetidens formidlingsmuligheder skal eleverne udarbejde deres egne "moderne" teser, reflektere over "opslagshandlingen" og nutidens måde at kommunikere teserne ud på. Forsøge om det muligt at fremstille et produkt, en "installation" til ophængning opstilling i Sankt Budolfi Kirke samt medvirke ved kirkens officielle reception, lørdag 28. oktober.

Hvad de "moderne teser" kommer til at dreje sig om og hvordan de formidles er den opgave, eleverne skal løse. Mulige spørgsmål, der blev taget op til overvejelse og diskussion kunne være: Er der nogle ting et menneske altid og under alle omstændigheder er forpligtet på? Er det forbundet med et særligt ansvar at udtrykke sig i det offentlige rum og på sociale medier? Er næstekærlighed og humanisme det samme? Svækker velfærdsstaten den enkeltes motivation og vilje til at hjælpe andre? Er der grænser for vores forståelse og tolerance? Er u-landshjælp og landsindsamlinger med tilhørende TV-shows -præmier udtryk for vor tids aflad? Men projektets intention er, at eleverne stiller spørgsmålene og vælger kommunikationsformen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste