Fremtidens kirkegårde i Tornby og Vidstrup
I de seneste år er der sket en mærkbar forandring i brugen af kirkegårdene
TORNBY: Dette emne tages op på menighedsmødet i Tornby-Vidstrup sognegård tirsdag d. 20. november kl. 19.30.
Hvert år holder menighedsrådet et møde for alle i Tornby og Vidstrup sogne. Menighedsmødet er kirkens årsmøde, hvor formanden for menighedsrådet kommer med sin årsberetning om menighedsrådets vigtigste aktiviteter i det forløbne år. Også andre medlemmer af menighedsrådet fortæller om deres arbejde og hvad der sker i kirkerne. Der er naturligvis mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til præst og menighedsråd.
I de seneste år er der sket en mærkbar forandring i brugen af kirkegårdene som følge af ændrede mønstre for kistebegravelser, kremering mv. Derfor har menighedsrådet i år valgt at sætte fokus på netop kirkegårdenes udformning og anvendelse i fremtiden. Menighedsrådet har drøftet forskellige scenarier for de to kirkegårde og der har været inviteret til kirkegårdsvandring på begge kirkegårde i starten af oktober i år. Efter en kort introduktion på mødet, vil der blive mulighed for en samtale om vores kirkegårde og hvordan vi fremover gerne vil have kirkegårdene til at se ud i Tornby og Vidstrup.