Formen blev pudset af inden Stjernestævne 2024
HJØRRING: Karl, Oliver og Steven har trænet sammen med deres hold, en professionel træner fra Fortuna og deres lærere hver tirsdag, og ved den sidste træning denne tirsdag, kunne de melde helt klar til Stjernestævnet, der løber af stablen onsdag.
De er nemlig del af Stjerneholdet, og de har også det til fælles, at de er elever på Hjørringskolen.
Det har været en rigtig god oplevelse at træne op til fodboldstævnet, og de glæder sig også til stævnet, hvor der deltager skoler fra hele Nordjylland, fortæller de tre drenge.
Karl Skovbo Jørgensen på 13 år fortæller:
- Jeg elsker de her tirsdage, for jeg har både hjemkundskab og fodbold, siger han.
Han synes, at det har været sjovt at træne, men fællesskabet med de andre har også talt på plussiden, mener han.
- Det er godt at være ude og være sammen, siger han.
Oliver Skovmose Bottage på 15 år er helt sikker på, at Stjernestævnet bliver ”nervepirrende,” og så er han også lidt spændt på, hvordan det bliver at møde de mange stævnedeltagere.
- Det der med mange folk kan jo godt være lidt svært, siger han og fortsætter:
- Meeeeen det har også været hyggeligt, og det er rigtigt godt at komme ud i stedet for bare at være i klassen.
Det er Steven Jensen Christensen på 15 år helt enig i.
- Det er fedt at møde nogle andre, komme ud og være sammen om at spille fodbold i skoletiden, siger han.
Jess Thorndahl Andersen er lærer på Hjørringskolen, og han er ikke i tvivl om, at både træningen og stævnet betyder noget for eleverne, der alle har diagnoser.
- De kommer ud, de brænder energi af, og så får de prøvet, hvordan det er at være del af en større gruppe. I hverdagen går de jo i mindre klasser, så det er også lidt nyt for dem, siger han.
Han kigger ind på banen ved Fortunas træningsanlæg, hvor træningen er kommet godt i gang.
- Og så lærer de holdånd. Det er tydeligt, hvordan de er blevet meget bedre til at hjælpe og opmuntre hinanden, siger han.
Sidste år var der 60 deltagere fra fire forskellige kommuner. I år er der tilmeldt seks hold med 65 deltagere fra Brønderslev, Frederikshavn og Aalborg Kommune. Fra Hjørringskolen er der 20 tilmeldte drenge.
Arrangementet er et samarbejde mellem Parasport Danmark, Fortuna Hjørring, DBU Jylland, Hjørringskolen og Hjørring Kommune.
Projektet har fået økonomisk støtte fra Hjørring Kommunes pulje for børn og unge med særlige behov. Pengene dækker spillertrøjer og aflønning af Fortunas træner.