Fondspenge til 100-årig i Lønstrup

Sparekassen Vendsyssels Fond har skænket 25.000 kroner til biografen i Lønstrup

29. maj 2018 kl. 11.52
LØNSTRUP: Lønstrup Café-Bio udgør i dag byens kulturhus, og huset fylder 100 år.
Jubilæet skal markeres 14. juli og hertil kommer en række aktiviteter hen over året. Bestyrelsen for foreningen bag huset har netop modtaget en check på 25.000 kroner til "Projekt 100 år".
- Det er en markant begivenhed, som foreningen ønsker at markere. Vi vurderer, at med det rette fokus, kan det blive en begivenhed, der vil sætte fokus på Lønstrup Cafe Bio og Lønstrup by, lyder det i fondsansøgningen til sparekassens fond.
Planen er, at der gennem hele kalenderåret 2018 skal gennemføres aktiviteter, som alle skal rette opmærksomheden mod såvel Lønstrup Cafe Bio som Lønstrup.
- Det er dejligt med pengene fra fonden. Nu har vi råd til at fejre jubilæet, lød det fra bestyrelsen, da de lokale repræsentanter havde modtaget gavebeviset.
Foreningen "Lønstrup Cafe-Bio" har eksisteret siden 2001 og har i dag 268 medlemmer. Husets aktiviteter er med til at sikre, at der også i vintermånederne er liv og aktivitet i Lønstrup.
Fra starten af september til udgangen af marts måned er der fire-fem dage om ugen en række aktiviteter med hovedvægt lagt på filmforevisning.
- Lønstrup Café-Bio er i vintermånederne et kulturelt fyrtårn for Lønstrup, konkluderer bestyrelsen i ansøgning.

Frivillige på banen

Biografen drives af en forening udelukkende på frivillig basis med en bestyrelse på syv personer. Der er desuden etableret en større gruppe af frivillige - for tiden 45 personer - der hjælper med praktiske opgaver.
Ud over at drive biograf, gennemføres der en bred vifte af andre aktiviteter i lokalerne - arrangementerne er blandt andet musik, foredrag, livestreaming fra Århus Universitet, fællesspisning og julemarked.
Lønstrup Café-Bio lejer lokalerne af Lønstrup Gl. Biograf ApS, der har en ejerkreds på cirka 60 anpartsejere - primært lokale borgere. Selskabet opererer på non profit basis, og ejerne lægger en betydelig arbejdskraft i at vedligeholde bygningen, så den fremstår præsentabel både sommer og vinter.
Pengene fra sparekassen fond skal bruges til at markere jubilæet. Der er allerede udgivet en jubilæumsavis, der er blevet husstandsomdelt med Vendelbo Posten. Og et jubilæumsmagasin om Lønstrup og biografen er klar inden jubilæumsreceptionen, der skal holdes 14. juli for indbudte gæster. Samme dag er der også planlagt musik og hygge på terrassen.

Første år med uddelinger

Sparekassen Vendsyssel har i forbindelse med fusion i 2001 af områdets lokale pengeinstitutter oprettet en fond, der primært vil tilgodese initiativer i Lønstrup, Hundelev og Vrå-området.
- Fonden har en kapital på 25 mio. kroner, og fonden giver et årligt afkast, som skal gå til aktiviteter i lokalområdet, forklarer afdelingsdirektør Kurt Bæk Henriksen og tilføjer, at det er første år der bliver delt penge ud fra fonden.
Otte lokale initiativer vil blive betænkt i forbindelse med denne ansøgningsrunde - blandt andet har Vrå Bryghus modtaget fondspenge.
- Vi har givet 25.000 kroner til Lønstrup Café Bio. Vi vil gerne støtte sådan et lokalt initiativ. Det er 100 år med en biograf i Lønstrup i dag mere aktiv end nogensinde - biografen er fyldt med forskellige aktiviteter, tilføjer Kurt Bæk Henriksen.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste