Folkefest for hele familien i Tversted
- Det har været et fantastisk Tversted marked, fortalte en begejstret formand for markedsudvalget, Jesper Eriksen, der tilskriver vejret som direkte årsag til dette.
Både markedskroen, alle forlystelserne, og de mange kræmmere, kunne melde om fuldt hus, og de mange besøgende der lagde vejen forbi Tversted i weekenden, kunne glæde sig over, at opleve ægte nordjysk markedsstemning, med alt hvad der hører sig til.
De mange besøgende havde gode muligheder for, at få stillet både tørsten og sulten på Tversted Marked, som kunne både på vafler, sandwich, kaffe og konditorkager og go´ gammeldaws hjemmelavet varm mad. Også børnene blev godt underholdt, ikke kun af de mange forlystelser, men også af Cirkus SUNI, som gav den med halsbrækkende optræden på ethjulede cykler.
Velani som skulle have spillet i Markedskroen, var i anledning af det gode vejr rykket ud på Blokvognen, som mobilscenen også kaldes. Både fredag og lørdag havde SJUBIDUO igen i år stor succes med at underholde det danseglade publikum ved markedets store teltbal.
Selvom markedspladsen kogte under weekendens sommersol, og på trods af at have strand og hav, som den største konkurrent, så blev det et velbesøgt marked, som alle kunne glæde sig over.