Flot overskud i Danmission basar
SINDAL: Siden 1920 har Danmission i Sindal hvert år afholdt basar for at være med til at skabe velfungerende og bæredygtige lokalsamfund rundt om i verden blandt andet i Asien, Afrika og Mellemøsten, hvor målet er at bekæmpe fattigdom.
Årets basar blev afholdt i Sognegården lørdag den 3. november under sloganet ”Gør verdens børn til fremtidsbørn”. Der blev et flot overskud på 49.732 kroner, som fordeles med 40.000 kroner til Danmissions projekt ”Albinobørn i Tanzania”, og i samarbejde den Lutherske kirke reddes albinobørn, som betragtes som ”heksebørn”, fra at blive solgt, dræbt, og knogler brugt til fremstilling af amuletter undgås.
Brødremenigheden får 10.000 kroner til et sundhedsprojekt i Tanzania for børn og unge. Projektet omfatter almindelig hygiejne og rent vand. Pengene er således fremtidsorienteret.
Danmission i Sindal er meget taknemmelig for den flotte opbakning, der har været til årets basar. Det er med til at gøre en forskel for verdens mest udsatte børn.