Festlig julekoncert med Sysselkoret
Nu er det fastslået, at julekoncerten med Sysselkoret i Bønnehuset i Mygdal er en tradition. Det er i år 5. gang koret holder julekoncert i huset, og for mange af gæsterne kan det næsten ikke blive jul, hvis de ikke har været til julekoncert med Sysselkoret i Mygdal.
Det var til en udsolgt koncert, at Inge Reenberg og hendes mand Jesper Holmelund forleden aften kunne byde de mange gæster og det store Sysselkor med 40 medvirkende velkommen til en aften i juletraditionernes tegn.
Sysselkorets dirigent Camilla Hyttel fortalte lidt om koret, der sidste år fejrede 25 års jubilæum, og hun præsenterede de enkelte numre. Koncerten var delt op i to afdelinger, hvor den første mest var med nyere sange, og den anden afdeling var fyldt med alle de kendte julesange.
Som det første efter pausen gik Jesper Holmelund på talerstolen og overraskede alle, da fortalte, at nu ville apoteker Henrik Lintner fortælle historien om "Lille Jubbers Jul". Historien foregår i telefonkiosken på Lille Triangel på Østerbro i København og handler om den forældreløse dreng Jubber, der får lov til at bo i den ene boks i kiosken af telefondamen frøken Møller. Hele historien ender på mystisk vis med, at faren er politimanden, som kommer og flirter med frøken Møller og selveste frøken Møller er moren, noget som hun har glemt!
Henrik Lintner fortalte historien med humor og vid, så latteren rungede gennem Bønnehuset.
Det var en julekoncert med varme, humor og et livligt overraskende kor, som tilhørerne lyttede begejstret til og kvitterede med stående klapsalver.