Festlig erstatning i Sindal for Spil Dansk Dagen
I 12 år i træk har Sindal Menighedsråd arrangeret en Spil Dansk aften i Sognegården i den officielle Spil Dansk uge. I år er den traditionelle Spil Dansk aften erstattet af et nyt tiltag, en Musik Café sidst i oktober. Årsagen er, at den officielle Spil Dansk uge er flyttet til november måned, hvor kor og orkester har travlt med at øve til den store julekoncert i Bykirken mandag den 4. december.
At arrangementet har fået et andet navn, havde absolut ingen betydning for tilstrømningen, da der forleden aften var Musik Café i Sindal Sognegård. Der var fuldt hus allerede i god tid før koncerten. Det er indholdet der tæller, og ikke navnet. Og indholdet var som altid af meget høj kvalitet.
Aftenens konferencier Asger V. Andersen bød på sin sædvanlige lune og humørfyldte måde velkommen til publikum og alle de medvirkende, inden dirigent Kristina Hansson fortalte om aftenens musikalske oplevelser, der blev leveret af Sindal Skoleorkester, Sindalkoret, Sindal Brass Band og sopran Freja Holm Gru.
Der blev indledt med fællessangen "Sensommervise", inden de unge 3. klasses elever fra Sindal Skoleorkester spillede "Tango" og "Abide with me". Sindal Skoleorkester blev med stor succes dannet i 2015 i samarbejde med Hjørring Musiske Skole. Sindalkoret sang i deres første afdeling blandt andre "Nu falmer skoven" og "Snegle fra Vejle" af Halfdan Rasmussen. Der var endnu en fællessang "Hymne til sangen" akkompagneret af Sindal Brass Band, hvorefter de spillede "Y.M.C.A." og flere andre. Efter fællessangen "Roselil’ og hendes moder" var der pause, hvor publikum kunne forsyne sig med kaffe og hjemmebagte kager.
Efter pausen sang sopran Freja Holm Gru "Sænk kun dit hoved, du blomst" af Carl Nielsen og "Mondnacht, opus 39, nr. 5" af J.V. Eichendorff med musik af Robert Schumann. Sindalkoret sang endnu en afdeling, hvorefter Sindal Brass Band spillede "I skovens dybe stille ro", inden den afsluttende fællessang "Nu er jord og himmel stille".
Musik Caféens overskud går til Sindal Sogns Musiklegat, der uddeles til den store julekoncert i Sindal Bykirke mandag den 4. december klokken 19.30.