Familiescener på Odden
Der er både sang og drama i stuerne på Odden lørdag 23. september klokken 15.
Fire sangerinder og en sanger fra Musikkonservatoriet i Köln har sammensat et program med overskriften familiescener og med værker af tre store tyske komponister, der skildrer kærlighed og familieliv.
Robert Schumann skildrer i en berømt sangcyklus en kvindes første forelskelse og hendes senere liv, Gustav Mahler har hentet sit stof i den tyske folkelige digtning, der blev til inspiration for romantikken og Goethe, og Johannes Brahms, der var forelsket i Schumanns hustru Clara, fortæller i en række sange om en moder og hendes børn.
De fem sangere bliver akkompagneret af Tanja Tismar på Oddens historiske Blüthner flygel fra 1898. Det er sidste gang de sammen kan gæste Odden, deres uddannelse er ved sin afslutning, og koncerten bliver således deres uofficielle debut.
Man kan bestille billetter på Odden eller på mail museum@jfwillumsenodden.dk.