Eventyrlig måned

Biblbioteket kalder til en måned med eventyr på programmet

06. marts 2020 kl. 19.01

HJØRRING: Der var engang – sådan starter mange eventyr, og der var engang en flok børnebibliotekarer ved Hjørring Bibliotekerne, der fik den idé at levendegøre eventyrene via udklædning og fortælling. Så i år er det 8. år Hjørring Bibliotek inviterer de ældste børnehavebørn på Eventyrrejse i hele biblioteket. Gennem årene har Eventyrrejsen udviklet sig, og biblioteket har gjort det til en tradition, at hele marts er Eventyrmåned.

Så udover at biblioteket hver onsdag formiddag myldrer af inviterede børnehavebørn, der i år bl.a. hører eventyrene om Fyrtøjet, Ali Baba og De tre små grise, så er der også mange andre aktiviteter, som alle kan deltage i.

Sindal Bibliotek får torsdag den 12. marts besøg af børnebibliotekaren, Maria, der iført sin fineste prinsessekjole, vil læse eventyr for de mindste. Fredag den 20. marts rykker Maria til Løkken Bibliotek, hvor hun vil læse nogle af de gode, gamle, kendte eventyr for de 3-6 årige. Det er gratis og kræver ikke tilmelding.

For de voksne er der Strik og lyt café på Hirtshals bibliotek. Her vil den lokale forfatter, Åse Hyldgaard, og Hjørring Bibliotekernes Lone Due Bak tage os med ind i eventyrenes magiske verden. Åse Hyldgaard har i efteråret udgivet ”Den gyldne sommerfugl – og andre eventyr”. Eventyr, der som forfatteren skriver, ”er inspireret af virkelige tildragelser, der er hændt for børn, som jeg kender, men de er klædt i ”eventyrets kåbe”. Så er muligheden for at alt ender godt altid til stede.” Lone Due Bak er i gang med en fortælleruddannelse, hvor hun dette forår netop har haft fokus på fortælling af eventyr. ”Alle er velkommen, og du behøver ikke have strikketøjet med”, udtaler Lone.

Hele marts måned kan man besøge biblioteket i Hjørring, hvor alt står i eventyrets tegn. Der er selvfølgelig udstillinger af eventyrbøger og børn og barnlige sjæle kan gå på opdagelse i de mange flotte eventyrudstillinger, som bibliotekets dekoratør har stået for. Kan I genkende – og huske hele eventyret? Ellers er der rig mulighed for at låne eventyrbøger med hjem.

Lørdag den 14.3 vil Mehrsad Sadjadi læse eventyret om ”Ibenholthesten”. Mehrsad Sadjadi, lærer og byrådsmedlem født i Iran, er vokset op med eventyrene fra 1001 nat, og denne lørdag formiddag bliver ret ”Ibenholthesten” læst højt på både dansk og persisk.

Forældre og bedsteforældre har muligheden for at tage et barn i hver hånd og drage på fælles Eventyrrejse lørdag den 28.3, hvor hele familien (specielt børn over 4 år) har muligheden for at tage på en guidet rundtur i eventyrerne. Denne lørdag bliver eventyrene levendegjort af bibliotekets personale, og billet skal bookes via bibliotekets hjemmeside.

Små kreative sjæle kan deltage i biblioteket tegnekonkurrence. Tegn dit yndlingseventyr og aflever tegningen på dit lokale bibliotek. Så er du med i konkurrencen om at få din flotte tegning i vores program for 2021 i eventyrmåneden marts.

Kreativiteten har også blomstret i forbindelse med et åben-skole- projekt, hvor elever med inspiration fra kendte eventyr, bibliotekets udstillinger og kunstner Lina Franke Hedegaard har skabt deres egne eventyr. Eleverne har lavet storyboard, konstrueret dukker og rekvisitter, fundet lydeffekter og øvet fortællingen med dukker og replikker, og derefter spille eventyrene for andre elever.

Har du lyst til at lave din egen lille eventyrfilm er muligheden der i børnebiblioteket i Hjørring, hvor du på Ipads kan kreere din egen animationsfilm med figurer fra eventyrenes verden.

Hjørring Bibliotek holder Eventyrmåned hele marts og lidt ind i april, hvor næste tema er ”Vores natur” – et temasamarbejde mellem bibliotekerne og Danmarks Radio.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste