Er passivhuset på Grønningen Danmarks bedste renovering?
Passivhuset på Grønningen i Hjørring er tegnet af Bjerg Arkitektur - det er med i kampen om at vinde Renover prisen 2018. Vinderen modtager en pris på 100.000 kr.
På Grønningen i Hjørring ligger en 1960er-villa. Villaen stod længe utidssvarende og måske endda lidt kedelig og kulturløs. Men ikke længere.
Villaen er nemlig blevet totalrenoveret, så den rent arkitektonisk og energimæssigt lever op til nutidens standarder. Faktisk lever renoveringsprojektet ikke kun op til nutidens 2020 energikrav. Det er nemlig et passivhus, der springer de gængse energi-standarder.
Projektet er tegnet med sikker hånd af Hjørring-firmaet Bjerg Arkitektur.
Rent arkitektonisk fremstår villaen i dag som en hvid kube med antracitgrå tilbygninger og træelementer, der giver varme og glød til facaden. Indeni har villaen fået en helt ny rumdeling med lyse og åbne rum, som villaens familie kan bruge sammen. Passivhus-renoveringen er enormt energieffektivt, og energiforbruget til opvarmning er blevet reduceret med ca. 90 procent. Samtidig er der blevet installeret et ventilationsanlæg, som filtrerer den varme luft og skaber bedre indeklima for familien.
Efter renoveringen er villaen gået fra et energimærke D til energimærke A+. Yderligere er der arbejdet med husets tekniske aspekter, så alle tekniske installationer snakker sammen og lærer beboernes mønstre at kende. På den måde vil huset selv justere varme og ventilation, åbne vinduer, køre gardiner for og justere lyset for at optimere energiforbruget.
De gode eksempler skal frem i lyset
Renoveringen af passivhuset på Grønningen er med i kampen om at vinde Renover prisen, der hvert år kårer Danmarks bedste renoveringsprojekt. Udover æren af at kunne kalde sit projekt for Danmarks bedste renoveringsprojekt, modtager vinderen også en check på 100.000 kr.
- Det fantastiske ved Renover prisen er, at vi får lov til at se så mange og så forskellige renoveringer. Det er med til at sætte renovering på samfundets dagsorden og inspirere til endnu mere renovering, siger Lars Axelsen, adm. direktør i Grundejernes Investeringsfond, der sammen med Realdania står bag prisen.
Det er sjette år i træk, at Renover prisen skal uddeles til et renoveringsprojekt i særklasse:
- Den eksisterende bygningsmasse repræsenterer store samfundsværdier - økonomisk, kulturelt og historisk. Derfor er det også virkelig positivt, når så mange af byggebranchens ildsjæle lægger deres faglig stolthed og innovationskraft i at renovere og ombygge huse, så de får nyt liv og bliver mere bæredygtige. Jeg ser meget frem til at følge med i, hvilke projekter der bliver nomineret til dette års RENOVER pris, siger Realdanias filantropidirektør, Anne Skovbro.
Renoveringsprojekter kan indstilles indtil 1. marts på www.renover.dk
Kort efter tidsfristen vurderer nomineringsudvalget alle de indstillede projekter og beslutter, hvilke projekter der skal nomineres til prisen. Vinderen kåres ved en prisfest i København i august 2018.