En frisk gåtur med Kræftens Bekæmpelse
Det er efterhånden blevet en tradition, at Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Sindal arrangerer en årlig gåtur i naturskønne omgivelser et sted i Sindal gl. kommune. Turen er den sidste søndag i september, hvor efteråret så småt er begyndt at melde sin ankomst med en klar septemberhimmel og begyndende efterårsfarver.
Gåturen i år er på søndag den 24. september, hvor alle der har lyst til en rask og frisk gåtur i den smukke Tislum Plantage med de mange flotte bakker er meget velkommen. Gåturen er egnet for hele familien, dog undtagen barnevogne og gangbesværede, da meget af turen foregår i terræn.
Mødestedet er ved Genforeningsstenen med tilkørsel fra Tislumvej klokken 10, hvor hele tre eksperter i området, naturvejleder Jakob Kofoed, lokalhistoriker Jens Rønnow Andersen og Niels Regnar Sørensen, byder velkommen og orienterer om dagens gåtur, inden de guider deltagerne rundt og fortæller om plante- og dyrelivet, plantagens historie og om områdets mange mindesten.
Der er ingen grund til at medbringe madpakker for Kræftens Bekæmpelse serverer hjemmelavet varm gullaschsuppe med suppehorn og drikkevarer. Efter frokosten fortsætter turen i den flotte plantage indtil klokken 14, hvor der afsluttes ved Genforeningsstenen. Godt fodtøj anbefales samt påklædning efter vejret.
Overskud fra den beskedne deltagerbetaling går naturligvis ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses livsvigtige arbejde.