En flyvende start for Café Møller
Hirtshals har fået en cafe i havnegade med flot udsigt ud over havnen
HIRTSHALS: Café Møller åbnede 10. maj med fuldt hus - og det har der været siden.
Det fortæller Lise Møller, som er indehaver af Hirtshals nye café i Hirtshals. Iværksat med hjælp fra stedfar.
Det var Lise Møllers stedfar, Henrik Nielsen der ejer firmaet Jyske Rør, der havde udset den gamle skibstømrers grund i Havnegade 7, som et godt sted at åbne en forretning,
Henrik Nielsen købte stedet, og de gamle bygninger blev revet ned, og der blev bygget en helt ny cafe, med flot udsigt over havnen og til det gamle skibsværft.
Lise Møller, som står for caféen og den daglige drift, har en uddannelse som cater, som bedst beskrives som en der står for både tilberedning, anretning og salg af mad. Hvis man synes at kunne genkende Lise Møller, er det fordi hun har stået i lære på Restaurant Lilleheden, har arbejdet på Hyttefadet, og har stået i køkkenet på Horne Efterskole.
Frokost og aften menu hos Møller
På menukortet over frokostretter, kan man blandt andet finde det populære stjerneskud med pandestegte og hvidvins dampede rødspættefileter, der med rund hånd er overdrysset med håndpillede Læsø rejer, hertil hjemmelavet dressing. Eller man kan vælge husets egen bøfsandwich, med sovs og pommes frites.
Fra aftenmenuen kan man nyde en forret, som kan være en rejecocktail med håndpillede Læsø rejer, eller en lækker tunmousse, inden man for eksempel bestiller Café Møllers signaturret: ”Kylling á la Møller”, som er pandestegte udbenede kyllingeoverlår, anrettet på en bund af stegt spidskål, peber og knust hvidløg, hertil en fyldig cremet svampesauce.
Café Møller har også mad ud af huset, men det kan anbefales, at man nyder maden, sammen med udsigten ud over havnen fra den store terrasse.