Ellen har fod på Skoringen

02. januar 2018 kl. 06.41

Ellen Christensen blev fra årsskiftet eneejer af Skoringen, Strømgade 9 i Hjørring.

Hidtil har hun været medejer af butikken sammen med sin far, Poul Jacob, der etablerede Jacob Sko på samme adresse i 1964.

Ellen Christensen er oprindelig udlært i en skobutik i Herlev. Da hun var færdigudlært, arbejdede hun i en periode som rejseleder og siden i hotelbranchen.

- I 2003 begyndte jeg her i butikken, og jeg har været her siden, fortæller Ellen Christensen.

Ellen indtrådte som medejer for år tilbage, og hun har stået for butiksdriften de seneste syv år.

Det nye ejerskab får derfor ikke den store betydning i hendes daglige arbejde. Og de ansatte fortsætter som hidtil.

- Det må siges at være en meget gelinde overgang. Selvfølgelig har jeg haft min far med på sidelinjen, men de seneste år har han ikke blandet sig, smiler Ellen og tilføjer, at faderen nu er fyldt 80 år.

Bygningen, hvor Skoringen har til huse, var alle år ejet af Poul Jacob. Den er nu afhændet, og Ellen Christensen har indgået lejeaftale med den nye ejer.

Loyale kunder

Ellen Christensen glæder sig over de mange kunder, der vælger at handle lokalt.

- Vi har en stor skare loyale kunder, der er kommet i butikken gennem mange år. Det sætter jeg stor pris på. De er jo også grunden til, at vi har eksisteret i så mange år, understreger hun.

Og nye generationer finder også vej til Skoringen.

I butikken står der en karrusel, der ofte giver butikkens yngste kunder en snurretur.

- Nogle af forældrene, der kommer herind med deres børn, fortæller, at de også selv kørte på den, da de var børn.

Ecco og Newfeet

Skoringen satser på familierne, og frister med fodtøj til både børn, voksne, mænd og kvinder.

- Det der skiller os lidt ud fra de andre butikker i Skoringen er, at vi har en meget stor Ecco-afdeling og er eneforhandlere i byen af Newfeet - et mærke, der har specialiseret sig i følsomme fødder.

Ellen konstaterer, at skobranchen er i konstant forandring.

- Man driver jo ikke en skobutik i dag, som man gjorde for ti eller 15 år siden. Meget er uforudsigeligt, så det er både sjovt og udfordrende. Jeg kaster mig ud i det. Og heldigvis har kæden dygtige folk, der blandt andet følger trenden tæt og har stor viden om digitalisering.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste