Elever fra Horne spiller med i Tivoli

01. maj 2018 kl. 09.53

Med 266 koncerter fordelt på 16 scener afviklet over to dage er Musikskoledage i Tivoli nu Danmarks største musikalske event for børn og unge.

Det er 29. gang Musikskoledagene indtager Tivoli, og det musikalske træf finder sted i weekenden 5. og 6. maj, fra kl. 11.30-22.

Der er tilmeldt over 6000 børn og unge fra 72 forskellige musikskoler.

Hjørring deltager med to Sistema-orkestre samt Vendsyssel Marimba Steel Band.

Der er elever fra Sindal Skole, Horne Skole, Højene Skole samt Lundergårdskolen.

- På Hjørring Musiske Skole lægger vi stor vægt på den sociale dimension. Derfor tager vi meget gerne turen til Tivoli, for det ryster børnene sammen på en måde, som har stor indflydelse på orkestrenes positive udvikling. At spille sammen og tage på ture sammen skaber fællesskaber, og børnene bliver mere bevidste om deres egen rolle i fællesskabet og betydning for, at orkestret lykkes med musikken, siger Christian Larsen, leder af Hjørring Musiske Skole.

Horne Skoleband spiller på Tivolis Grønne Scene, lørdag, kl. 13.30 - 14.00

Young Care-orkestret, Plænen, søndag, kl. 12 - 12.30

Vendsyssel Marimba Steel Band, Tivolis Grønne Scene, søndag, kl. 13.30 - 14.00

Det store musikalske events renomme er nået helt til ambitiøse skoler i Grønland og Spanien, som også får lov at bidrage til de musikalske løjer i 2018. Musikskoledagene bliver erfaringsmæssigt overværet af 50.000 publikummer fra ind- og udland.

Programmet byder på musikparader, hvor børn og unge udklædte går rundt i Carstensen gamle Have, mens de danser, synger og udøver akrobatik. Paraderne er som regel et mindre tilløbsstykke. Et kig ned i programmet vidner også om, at gæsterne bliver præsenteret for en bred vifte af musikgenrer. Der bliver masser af pop, rock og Hip Hop, der har godt fat i de unge. Dertil kommer også genrer som kammermusik, promenademusik, klassisk og et særligt guitarorkester på hele 45 mand.

Interessen for kor-musik er støt stigende blandt børn og unge. Under de to dage, vil der være alt fra helt små kor på 10 deltagere til kor på 270 sangere. Der kommer også 104 blæsere fra Carl Nielsens skole, så der burde være noget for enhver smag.

Kulturminister, Mette Bock, ankommer til Plænen søndag klokken 14:40, hvor hun holder årets tale til musikskoleområdet, og derefter uddeler årets musikskolepriser fra DAMUSA (Dansk Musikskolesammenslutning).

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste