Billede beskrivelse

Den kollektive trafik kører igen

Fra tirsdag efter påske normaliseres den kollektive trafik igen i Nordjyllan

13. april 2020 kl. 10.00

HJØRRING: På grund af Corona-krisen har NT siden 20. marts kørt med reducerede køreplaner, men i takt med, at Danmark langsomt lukkes op, så kommer dagligdagen også tilbage i den kollektive trafik.

- Fra tirsdag d. 14. april glider Nordjyllands Trafikselskab tilbage til de vante køreplaner i den kollektive trafik i Nordjylland. Det betyder, at de køreplaner, der var gældende før 20. marts, igen vil være gældende. Dog vil der fortsat ikke være fuld drift i hele Nordjylland på lokal- og skoleruter, og her opfordres kunderne til at holde sig orienteret på www.nordjyllandstrafikselskab.dk

Fortsat ingen kontant

Selvom dagligdagen så småt kommer tilbage, skal vi fortsat gøre alt, hvad vi kan for i fællesskab at minimere risikoen for spredning af virussen – det gælder også den kollektive trafik. Derfor vil kunderne fortsat se en lang række tiltag, der har til formål at minimere smitterisikoen. Blandt andet er det fortsat ikke muligt at betale med kontanter, indstigningen vil ske ad midter- eller bagdør, og kunderne opfordres fortsat til at vise hensyn og til at holde god afstand.

I ugen efter påske vil der være NT-personale tilstede på strategiske steder i Aalborg for at hjælpe og guide kunder.

Derudover vil trafikselskabet løbende monitorere antallet af kunder for at sikre, at kapaciteten er tilstrækkelig.

- Vi vil tilstræbe, at kapaciteten er tilstrækkelig, men vi kan ikke udelukke, at der kan være enkelte eksempler på, at busserne bliver så fyldte, at de er nødt til at køre forbi kunder, der venter ved et stoppested. Der vil busserne, som det altid har været tilfældet, skilte med, at bussen er fyldt. Vi er naturligvis kede af, at vi kan komme i den situation, at vi kan blive nødt til at afvise kunder, men vi håber, at der er forståelse for den specielle situation, vi er i, og vores ønske om at passe på kunder såvel som chauffører, siger Mette Henriksen, chef for Kunder & Salg hos NT.

For flextrafikkens vedkommende (handicapkørsel, flextur og plustur) er der fortsat mulighed for at bestille ture enten online eller ved telefonisk henvendelse, men der vil fortsat være et midlertidigt stop for kontantbetaling i bilerne. Ligeledes vil vi fortsat minimere samkørsel, for at undgå unødig smitterisiko.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste