Christian Bostrup har åbnet Vittrup Auto

Christian var fejedreng i samme værksted - nu har han sat kurs som selvstændig mekaniker

19. juli 2019 kl. 12.42

VITTRUP: Christian Bostrup åbnede i april Vittrup Auto.

Han har selv været fejedreng på værkstedet, mens han gik i skole, og efter folkeskoen fik Christian læreplads som mekaniker hos Autoteknik Hundelev. Efter læretiden fortsatte han yderligere et par år og supplerede titlen som mekaniker med autotekniker.

For et par år siden købte Christian Bostrup og hustruen den ejendom, hvorfra Vittrup Auto var blevet drevet gennem mange år.

På daværende tidspunkt arbejdede Christian Bostrup hos Vestergaard Marine Service i Frederikshavn, og siden blev han ansat hos Theis Auto i Vrå.

Drømmen om at blive selvstændig havde dog altid luret i Christians bevidsthed, og han realiserede sin drøm i april og lod Vittrup Auto genopstå.

- Den personlige service er vigtig for mig - jeg kan godt lide tanken om, at ham, der reparerer bilen også er ham, der ringer til kunden, hvis der er mere galt end først antaget - og afleverer bilen, når den er klar, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste