Badmintonklub skruer op for ambitionerne efter donation
Stævnet, der i år afholdes den 16.-17. marts lægger op til en weekend fyldt med sportslig udfoldelse, hvor lokale, regionale og nationale ungdomsspillere mødes på tværs af niveauer og aldersgrupper.
Donationen på 30.000 falder på et tørt sted. Den er nemlig med til at dække omkostningerne ved stævnet. Det vil sige leje af faciliteter, køb af udstyr og præmier, fortæller Christian Fynbo på vegne af Bjergby-Mygdal Idrætsforening i en udtalelse.
Han fortæller videre, at donationen gør det muligt at udvide stævnet fra én dag til en fuld weekend. Der bliver også en fordobling af rækker og nye alderstrin U15 og U17/U19.
- Det gør er Spar Nord Open i Bjergby til et mere inkluderende arrangement, der kan tiltrække et bredere udsnit af ungdomsspillere, siger han og fortsætter:
- Spar Nord Open 2024 har i år 139 unikke tilmeldte spillere fordelt på 181 unikke kategoritilmeldinger med 250 kampe over 2 dage—det svarer til en stigning på 200% år over år, og understreger værdien af Spar Nord Fondens støtte sort på hvidt.
Nyåbnet cafeteria
Der vil være åben hal på alle dagene, hvor alle er velkommen til at overvære stævnet og deltage i weekendens øvrige aktiviteter, der blandt andet er amerikansk lotteri.
Også det nyåbnede cafeteria er åbent.
- Vi glæder os til at gøre Spar Nord Open 2024 til en begivenhed, der vier styrken i vores fællesskab og den positive indflydelse, sportsligt samvær kan have på vores unge og lokalsamfund som helhed, siger Christian Fynbo.