B75-træner omdrejningspunkt for kinesisk-danske relationer
Den kinesiske storby Changchun indviede mandag deres repræsentationskontor i Hjørring
HJØRRING: Den kinesiske storby Changchun indviede mandag deres repræsentationskontor i Danmark i den gamle amtmandsbolig i Hjørring i tæt samarbejde med Hjørring ErhvervsCenter.
Indvielsen fandt sted med deltagelse af en delegation fra Changchun. Delegationen ledes af Qian Wancheng, der er komitépræsident for Changchun kommunes folkekongres.
Borgmester Arne Boelt tog officielt imod de kinesiske gæster i byrådssalen, og den officielle indvielse af Changchun Repræsentationskontor i Danmark fandt efterfølgende sted hos Hjørring ErhvervsCenter på Amtmandstoften.
Åbningen af Changchuns repræsentation i Danmark er den foreløbige kulmination på flere års stadigt tættere kontakter mellem Changchun og Hjørring.
Den kinesisk-danske relations mest markante resultat hidtil på erhvervsområdet har været et projekt med Hjørring Vandselskab som formidler. Projektet har ført til, at en række danske virksomheder nu arbejder med at løse problemer omkring vandforsyningen i Changchun.
Changchun ligger i det nordøstlige Kina. Den er hovedbyen i provinsen Jilin, der har cirka 7,5 mio. indbyggere. Changchun er Kinas største producent af automobiler. Andre vigtige produktionsområder er landbrugsprodukter, biotek, byggematerialer og energi.
Omdrejningspunktet for de kinesisk-danske relationer bliver Yu Han Chen, der selv er fra Changchun og kom til Danmark som bordtennistræner hos B75 i Hirtshals. Hun har gennem flere år været stærkt medvirkende til at knytte kontakter mellem Changchun og Hjørring. Repræsentationskontoret er den foreløbige kulmination på relationen.