Billede beskrivelse

Aflysninger har givet Vendelbohus en mavepuster: - Vi kom i klemme

Men gejsten og optimismen er i behold, forsikrer Jimmy Møller fra bestyrelsen

29. december 2020 kl. 09.28
Opdateret kl. 09.33

HJØRRING: Den selvejende institution Vendelbohus har siden 1. juli 2020 vinket farvel til 300.000 kroner på bundlinjen. Arrangementer i stort tal er blevet aflyst på grund af corona-nedlukninger. Og hertil kommer arrangementer, der er flyttet til en ny dato i 2021

Den manglende indtjening må huset selv håndtere.

Personalet har været hjemsendt som følge af corona-situationen, og her har huset fået delvis refusion via hjælpepakkerne.

- Men problemet er bare, at man meldte fire ugers lukning ud i første omgang. Alt blev aflyst. Da vi fik mulighed for at åbne 14 dage senere, kunne vi ikke nå at sætte alt i gang igen. Vi kom i klemme, siger Jimmy Møller fra bestyrelsen for den selvejende institution Vendelbohus.

Opsigelse til daglige leder

De mange økonomiske lussinger har fået bestyrelsen for huset til at sadle om i forhold til oprindelig planer. Christian Knudsen, der har været daglig leder i huset er opsagt, og han har sidste arbejdsdag i huset med udgangen af december.

- Vi aner desværre ikke, hvordan det hele udvikler sig, og hvornår vi kommer i gang efter nedlukning. Hver gang vi slår en sekser, bliver vi slået hjem igen - og det er hårdt for mange. Vi skal gang på gang sadle om.

Nye planer fastholdes

Vendelbohus er en non-profit organisation. Hjørring Kommune ejer huset og skal stå for den udvendige vedligeholdelse. Og parterne har aftalt, at lejeaftalen genforhandles om 10 år.

Billede beskrivelse

- Vi havde også i første omgang planer om at opdatere de fysiske rammer i foyeren med økonomisk støtte fra fonde. Vi gennemfører renoveringsplanerne, men vi skal nu i højere grad ud og spørge om hjælp fra frivillige for at få projekterne gennemført, siger Jimmy Møller, der sammen med husets venner og bestyrelsen glæder sig over, at Murer Kjeld, Per Møller og flere håndværkere har givet tilsagn om at hjælpe med at opgradere foyeren til version 2021.

Længsel efter oplevelser

Jimmy Møller er ikke i tvivl om, at mange mennesker længes efter at få gode kulturoplevelser med blandt andet foredrag og koncerter.

- Men mange holder igen. De afventer lige, indtil situationen er mere stabil, siger Jimmy Møller.

Han understreger, at de frivillige bag huset fortsat har gejsten og optimismen i behold.

- Hjørring har brug for Vendelbohus. Det er værd at kæmpe for - og ingen er klar til at smide håndklædet i ringen. Slet ikke, fastslår Jimmy Møller.

Nyt hus med wauw-effekt

Han tilføjer, at januar - hvis nedlukningen fortsætter - skal bruges til at give huset en tiltrængt renovering.

- Så kan vi åbne op med et ”nyt” hus, hvor folk kan få en wauw-oplevelse. På den måde kan vi udnytte tiden. De tabte penge kommer desværre ikke tilbage. Men så kan vi måske se frem til en god sæson i 2021 og 2022. Det tror jeg på vi får. Men vi skal nok over første kvartal, inden det lysner for alvor.

- Vi glæder os til at åbne dørene igen. 14. januar har vi show med Andreas Bo på plakaten, og 23. januar spiller Walter Trout i salen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste