500 børn på tidsrejse til Reformationen
500 elever fra Hjørring Kommunes 5.-6. klasser tog på en tidsrejse tilbage til Reformationen i Hjørring.
Her afløste middelaldermusik, urtekundskab og katolsk messe den mere traditionelle Luther-undervisning.
Tidsrejsen tog udgangspunkt i, hvordan Reformationen ændrede hverdagslivet for almindelige mennesker og ikke mindst børnene.
Arrangementet var et bidrag til 500-året for Reformationen, og det blev markeret med en anderledes undervisning.
- Børnene får nogle referencerammer, når de kommer hjem og skal arbejde videre med emnet. De kan forhåbentlig sætte billeder på reformationen, fordi de har været igennem de her forskellige aktiviteter, og det har været vores primære mål med arrangementet. Eleverne kommer ud af klasseværelset og ind i historien, siger konsulent ved Hjørring Kommune Lars Haakonsen.
Eleverne havde en fælles opstart omkring Sct. Catharinæ Kirke, hvorefter de klassevis besøgte forskellige poster. Der var syv forskellige poster rundt omkring i Hjørring by, og hver elev skulle igennem fem poster.
Dermed prøvede alle eleverne ikke de samme aktiviteter, hvilket var med til at sikre at elevernes oplevelser var forskellige. Blandt andet var nogle af børnene vidne til en før reformatorisk gudstjeneste i Sct. Olai Kirke, hvor børnenes velkendte danske sprog var byttet ud med det mere vanskelige latinske sprog.
Dagen blev arrangeret af en række forskellige foreninger, såsom Storytelling Nordjylland, "Børglum Kloster Spillerne", "Stygge Krumpen Dagene" og Skole-Kirke-Tjenesten i Hjørring.