400 krondyr i baghaven

26. oktober 2017 kl. 08.45

Alle er tilsyneladende enige om, at Sindal får en fantastisk attraktion, når den udvidede Slotved Dyrehave til foråret er en realitet. Tirsdag formiddag kunne borgmester Arne Boelt (S) slå den første af i alt 2000 pæle i jorden til den nye indhegning.

- Det er blevet til i kraft af et fantastisk samarbejde mellem Naturstyrelsen, Hjørring Kommune, menighedsråd, vandværk, og velvillige lodsejere, som har afgivet jord til projektet, fastslog skovrider Jesper Blom- Hansen, der er leder af Naturstyrelsen Vendsyssel.

Sindal Menighedsråd har alene bidraget med 70 hektar, hvoraf et stykke yderst velbeliggende bøgeskov er blevet foræret til Naturstyrelsen.

- Vi har været helt enige om at støtte projektet, dels fordi skovrejsningen på en del af arealet beskytter vores grundvand, og dels fordi det

bliver et rekreativt aktiv for Sindal, siger formand for menighedsrådet, Ole-Jan Staun-Pedersen.

Projektet med opkøb af landbrugsjord og skovrejsning startede netop udelukkende som et tiltag til beskyttelse af Sindals drikkevand, men senere opstod ideen om en større dyrehave som et rekreativt aktiv for Sindal og Hjørring Kommune.

- Vi har lært, at vi skal bygge videre på de styrker vi har i kommunen, og nu er turen kommet til Sindal, hvor Slotved Skov i forvejen er meget velbesøgt, siger borgmester Arne Boelt (S).

Med den store nye indhegning, der med tiden kommer til at huse cirka 400 krondyr og dådyr, bliver der et trækplaster, som både vil tiltrække kørende og gående gæster.

Den nuværende bestand af dådyr i Slotved Skov stammer fra Jægersborg Dyrehave, som også kommer til levere de første 15 krondyr, der ventes udsat i marts 2018, hvor dyrehaven så også bliver indviet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste