Billede beskrivelse

15.000 kroner blev uddelt til piger og unge kvinder

27. september 2024 kl. 06.02

HJØRRING: Soroptimist international Hjørring har på deres september møde doneret 5.000 kroner til Head Space og 10.000 kroner til Den Blå Sociale Café. Det fortæller Henriette Vestergaard Andersen og Lene Solvejg Pedersen på vegne af Soroptimisterne.

Det var ungerådgiver Stine Langgård fra Head Space, der modtog donationen på 5.000 kroner, som bidrager til, at der kan gennemføres et gruppeforløb for piger i alderen 15-18 år.

Gruppeforløbet gennemføres for, at pigerne kan lære at lytte og reagere på kroppens signaler og distancere sig fra overtænkning og tankemylder.

Billede beskrivelse

Socialrådgiver Martin Mølbak Jørgensen modtog 10.000 kroner på vegne af Den Blå Sociale Café, og skal give økonomisk håndsrækning til udvalgte kvinder, der gerne vil i gang med uddannelse eller særlige undervisningsforløb. Det er for eksempel kvinder fra herberget, der gerne vil i gang med en SOSU uddannelse.

Begge modtagere har fortalt om deres spændende og værdifulde arbejder på Hjørring Soroptimist klubs månedsmøder. Soroptimistklubberne i Danmark arbejder sammen på lokalt, nationalt og internationalt plan for at uddanne og styrke kvinder og piger med det formål at forbedre deres liv.

Midlerne til donationer bliver tilvejebragt via indtægter fra Soroptimisternes tombola i julehytten på Bispetorv, koncerter og andre arrangementer.

I 2023 blev der givet donationer af 35.500 kroner til Julehjælp Sct. Catharina sogn, socialpædagoger under uddannelse i Grønland, soroptimistklubber i Ukraine, skolemad Burkina Faso og et flerårigt vand- og uddannelsesprojekt i Angola, hvor over 200 kvinder har fået uddannelse og mange tusinde er blevet hjulpet til en bedre tilværelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste