Holder vejret efter skade: Feriecenter har vand de forkerte steder
Skallerup Seaside Resort er ved at få overblik over skaderne fra weekendens voldsomme nedbør
SKALLERUP: Store dele af Vendsyssel fik tidligt søndag morgen en ordentlig skylle - både i form af regn og hagl.
Der var så meget tryk på, at feriecentret Skallerup Seaside Resort pludselig havde vand andre steder end i badelandet.
Det var blandt andet en rude i en kælderskakt, som blev trykket ind, der forårsagede oversvømmelser i bowlingcentret. Centret er placeret i kælderniveau og huser også bar, spillemaskiner og poolborde.
- Naturens kræfter sørgede for, at der var godt gang i den herude hos os. Vi har haft skadesservice i gang, men jeg tør ikke sige, hvad udsigterne er. Når alt vand er væk, skal vi se, om der er noget, der slået sig. Worst case-scenario er jo, at bowlingbanerne har slået sig, siger direktøren for Skallerup Seaside Resort, Jørgen Høll.
For de gæster i centret, der ikke kan leve uden at spille bowling, henviser centret nu til Action House i Løkken.
Den voldsomme nedbør medførte ifølge direktøren også, at gæster i feriehuse fik lidt vand ind igennem tage og vinduer. Der var også vand på badmintonbanerne, men de er dog allerede i brug igen.
Desuden slog lynet ned i noget el - dog uden noget brød i brand.