Billede beskrivelse

Her er de mest købervenlige sommerhuskommuner i Nordjylland

23. marts 2024 kl. 06.02

Med et lavt udbud af sommerhuse, høje salgspriser og korte salgstider tyder det på, at påskens sæsonstart på sommerhusmarkedet bliver i sælgers favør. Men hvis du alligevel skal bruge påskedagene på sommerhusjagt, har Spar Nord analyseret markedet og kommer her med bud på i hvilke sommerhuskommuner, køber har de bedste muligheder for at gøre en god handel.

Når dagene bliver lysere og forårsvejret lunere, begynder højsæsonen for sommerhuskøb så småt. Og skal man tro nye tal fra Boligsiden, så står sælgerne i år med de bedste kort på hånden. Før påske er udbuddet af sommerhuse nemlig lavt, priserne høje og salgstiderne lave.

Men der er lys i mørket for købere på sommerhusjagt – i hvert fald i visse områder i Danmark. Spar Nord har nemlig foretaget en analyse af de kommuner i landet med henholdsvis det største udbud, længste salgstider og største nedslag. Og der er ifølge analysen en håndfuld kommuner, hvor køber har et bedre udgangspunkt for at forhandle sig til en god pris.

- Inflationen er aftagende, og der er en forventning om rentefald i årets løb, samt en høj beskæftigelse og en realløn, som reetableres ovenpå de store fald i 2022 og ind i 2023. Derfor kan vi formentlig godt forvente en relativ høj aktivitet på dette års sommerhusmarked, hvor sælger som udgangspunkt står med de bedste kort på hånden, selvom der også er flere usikkerheder, der kan påvirke markedet såsom stigende fokus på klimaforandringer og øget risiko for oversvømmelser af helt kystnære boliger, lyder det fra cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.

Han kommer med et godt råd til dem, der er på jagt efter et sommerhus:

- Som køber kan man give sig selv bedre betingelser ved ikke at lægge sig fast på én bestemt by eller område. På den måde har man større fleksibilitet til at vælge de sommerhusområder med størst udbud, længere salgstider og de største nedslag.

Gør en god handel i Nordjylland

Af analysen fremgår det, at sommerhuskøberne med fordel kan kigge mod de nordjyske sommerhusområder. De nordjyske kommuner Frederikshavn, Hjørring og Aalborg er nemlig blandt de ti kommuner i landet, hvor udbuddet af sommerhuse er størst lige nu, lige så vel som kommunerne også er i top-10 over de længste salgstider og ikke mindst højeste nedslag i februar.

- I kommunerne Frederikshavn og Hjørring er det lykkedes købere i februar, som er lavsæson, at forhandle sig til nedslag på 7,2 procent og 6,5 procent i forhold til sidste udbudspris, hvilket tyder på, at der i de kommende måneder kan være rum til at presse prisen der. Samtidig er udbuddet større end i flere af landets øvrige sommerhuskommuner, og salgstiderne er i den højere ende, hvilket igen kan give bedre forudsætninger for at erhverve sig et sommerhus til en forholdsvis fornuftig pris, forklarer Jens Nyholm.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste