Billede beskrivelse

Forhandler åbner nyt bilhus i Nordjylland

04. marts 2026 kl. 19.04

HJØRRING: Cars.dk udvider deres fysiske tilstedeværelse og slår dørene op for et nyt og moderne bilhus i Hjørring.

Hermed åbner anden afdeling for Cars.dk, der har hovedsæde i Højbjerg nær Aarhus.

De nye lokaler, som er indrettet i en gammel møbelfabrik, måler godt 1100 kvadratmeter, og det er meningen, at der skal stå 75-80 biler i udstillingen. Herfra vil man afsætte 6-700 elbiler årligt.

- Vi mærker en tydelig vækst i interessen for elbiler, og Nordjylland er et område med stort potentiale. Derfor er det helt naturligt for os at etablere os i Hjørring, udtaler Victor Broksø, salgschef hos Cars.dk.

Åbningen i Hjørring er ifølge salgschefen led i en større vækststrategi.

- Vores strategi er klar: Vi vil vokse i takt med markedet og være blandt de førende specialister i elbiler i Danmark. Åbningen i Hjørring er endnu et konkret skridt i den retning, udtaler Broksø.

Selskabet er ejet af Via Biler, der blandt andet forhandler Ford, Volvo og Toyota.

100-meter mester i elbiler

Cars.dk, der har eksisteret siden 2020, beskæftigede sig egentlig med leasing af premium biler. Den strategi blev lagt om i 2023, hvor man ville gå benhårdt ind på elbil-markedet.

- Vi så en idé i at være 100-meter mester i elbiler. For nye kunder kan det være et stort skridt at gå fra benzin til el, og derfor ville vi være med hele vejen, fortæller Thomas Lindgaard Kristensen, adm. direktør i Cars.dk.

Ved sidste regnskab - året 2024 - kunne virksomheden præsentere det bedste resultat nogensinde. Resultatet før skat landede på 5 mio. kr. imod minus 2,2 mio. kr. året forinden.

Thomas Lindgaard Kristensen tilskriver resultatet klassisk købmandskab.

- Vi køber ind til hele Via Biler-kæden, hvilket giver os større volumen og bedre indkøbspriser. Det betyder, at vi kan have det rigtige lager og være konkurrencedygtige på priserne, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste