Forberedelserne til Hjørring Messen er i gang
HJØRRING: Hjørring Messen 2023, som Hjørring Håndbold står bag, finder sted 28. og 29. oktober, men allerede nu er forberedelserne gået i gang. Gennem de seneste par uger har Per Bach, der står for at sælge stande til messen, været i gang.
Og det er gået godt.
- Jeg har solgt 30 stande på 14 dage. Interessen for at deltage i Hjørring Messen er rigtig stor, fortæller Per Bach.
Han håber at komme op på mellem 45 og 50 stande,
- Så er alle tre haller fyldt op, vurderer Per Bach.
Messen foregår i Hallen Park Vendia og Fiberhallen i Hjørring.
Messen har stande blandt andet indenfor områderne bolig, fritid og biler.
- Hele Hjørring bilby støtter op om messen. Vi har flere udstillere fra Hirtshals også, fortæller Per Bach.
Man kan også få rådgivning fra banker og forsikringsselskaber.
Og der bliver i år mange stande, der har smagsprøver med, det er for eksempel supermarkeder og slagterbutikker, der byder på det.
- Det er noget, folk godt kan lide, siger Per Bach, der også giver som eksempel, at der bliver vinsmagning på messen.
Hjørring Messen henvender sig til et bredt publikum.
- Vi vil give en oplevelse af, at det summer af liv og stemning i hallen med spændende stande, det er alfa og omega, siger Per Bach.
Han venter, at der kommer mellem 5000 og 7000 gæster på messen.
Overskuddet fra Hjørring Messen går ubeskåret til ungdomsarbejdet i Hjørring Håndbold.