Seneste nyt
Billede beskrivelse

Festuge skal samle Poulstrup: - Vi vil styrke fællesskabet i byen

30. juli 2026 kl. 14.01

POULSTRUP: Fællesskabet er i centrum, når Poulstrup i uge 34 igen inviterer til festuge med aktiviteter for både børn og voksne.

Festugen blev genoplivet sidste år efter en længere pause, og succesen har givet mod på at fortsætte traditionen. Tidligere blev der afholdt festuger i 2013, 2014 og 2015, men herefter ebbede arrangementet ud, blandt andet fordi det blev stadig sværere at finde frivillige, der ville stå i spidsen for planlægningen.

Billede beskrivelse

I år håber arrangørerne igen at samle både gamle og nye borgere til en uge med oplevelser og samvær.

- Vi vil rigtig gerne styrke fællesskabet i byen. Der er kommet mange nye til de seneste år, og festugen er en god anledning til, at folk lærer hinanden at kende, siger Inger Hansen, bestyrelsesmedlem i Poulstrup Borgerforening.

Programmet byder på aktiviteter gennem hele ugen med blandt andet byvandring, motion, spejderaktiviteter, banko, fællesspisning og Familie-OL.

Festugeprogram

Mandag 17. august

- Spejder for børn.

- Byvandring med Troels Holst.

Tirsdag 18. august

- Crossdance.

- Vandretur på Klosterruten.

Onsdag 19. august

- AftenRo med andagt i Vrejlev Kirke.

Torsdag 20. august

- Vandretur.

- Spejderaktiviteter.

- Banko.

Fredag 21. august

- Helstegt pattegris.

- Irsk folkemusik med Irish Waterfalls.

Lørdag 22. august

- Gratis morgenkaffe og rundstykker.

- Familie-OL med Sport 81.

Festugens største arrangement finder sted fredag 21. august, hvor Borgerforeningen inviterer til helstegt pattegris med tilbehør ved forsamlingshuset på Birkager 6. Den populære gruppe Irish Waterfalls sørger for irsk folkemusik og underholdning hele aftenen.

- Vi vil gerne skabe en aften, hvor folk bare kan møde op, nyde maden, musikken og samværet, mens andre tager sig af madlavning og opvask, siger Inger Hansen.

Borgerforeningen arbejder også resten af året på at skabe liv i byen, blandt andet med fællesspisninger i forsamlingshuset flere gange om året.

Billede beskrivelse

- Førhen mødtes man naturligt og fik en snak over hækken. Det skabte et stærkt sammenhold i byen. Med festugen håber vi at skabe nogle af de samme møder igen, så både gamle og nye borgere lærer hinanden at kende, siger Inger Hansen.

Hun glæder sig over, at festugen sidste år blev taget så godt imod.

- Nu prøver vi igen efter sidste års succes, og vi håber, at festugen kan blive en tilbagevendende tradition i Poulstrup, siger Inger Hansen.

Tilmelding til fredagens fællesspisning skal ske senest 15. august. Prisen er 150 kroner for voksne og 75 kroner for børn over otte år for medlemmer af Borgerforeningen. For ikke-medlemmer koster det henholdsvis 200 kroner og 100 kroner.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste