Store forberedelser til DM ved Park Vendia og Vandhuset
HJØRRING: Der er i øjeblikket stor aktivitet omkring Vandhuset ved Park Vendia i Hjørring.
Området er ved at blive klargjort til DM i Skills 2026, der finder sted i byen fra 22. til 25. april, hvor flere hundrede unge fra hele landet skal dyste om at blive Danmarks bedste inden for en lang række erhvervsfag.
Forberedelserne omfatter blandt andet etableringen af et meget stort teltområde, hvor en del af konkurrencerne og aktiviteterne skal foregå.
– Vi klargør området til et telt på 50 gange 100 meter. Derfor er det vigtigt, at vi får lavet en helt plan overflade, så telt og gulve kan ligge stabilt, fortæller projektleder Jens Radmer fra Hjørring Kommune, der står for en del af de praktiske forberedelser.
Samtidig bliver der etableret en markant opgradering af strømforsyningen i området.
Energiselskabet Nord Energi har opsat tre nye transformatorstationer ved området omkring bredden for at sikre strøm nok til arrangementet.
– Der bliver brugt utrolig meget strøm til sådan et arrangement. Teltene skal have lys, ventilation, varme og porte, og der kommer også store maskiner og CNC-udstyr, som kræver meget strøm, forklarer Jens Radmer.
Den samlede strømkapacitet bliver på over 5000 ampere – et niveau, der svarer til det samlede strømforbrug i en by som Sindal.
Telte begynder at rejse sig i marts
Forberedelserne fortsætter de kommende uger, og omkring 25. marts går næste fase i gang.
Her begynder arbejdet med at rejse de store telte og lægge gulve.
– Det er mobile telte, men i en ret voldsom størrelse. De største bliver omkring 170 meter lange, fortæller Jens Radmer.
Når DM i Skills løber af stablen i april, forventes 300–350 deltagere at konkurrere i op mod 80 forskellige fag, mens tusindvis af besøgende vil lægge vejen forbi Hjørring for at opleve konkurrencerne og få indblik i erhvervsuddannelserne.
Dana Cup kan også få glæde af forbedringerne
Selvom installationerne laves til DM i Skills, er tanken, at flere af forbedringerne også skal komme området til gavn fremover.
Blandt andet er der etableret et fast betonunderlag på omkring 30 meter, som fremover kan bruges til telte og aktiviteter ved større arrangementer.
Det vækker også glæde hos arrangørerne bag Dana Cup, som hvert år bruger området omkring Vandhuset til aktiviteter under den internationale ungdomsfodboldturnering.
– Jeg håber, at vi fremadrettet kan nyde godt af, at området bliver gjort bedre. Det er jo netop her, vi har en del af vores aktivitetsområde under Dana Cup, og som jeg ser det, bliver det rigtig fint, siger Jette Andersen, direktør for Dana Cup.
Området bruges blandt andet til partytelte, eventplads og aktiviteter for de mange deltagende børn og unge.
– Vi har jo rigtig mange aktiviteter for børnene under Dana Cup. Det er en meget vigtig del af turneringen, at der også er noget at lave ud over fodbolden, fortæller hun.
Hun peger også på, at forbedringerne kan afhjælpe udfordringer med vand og mudder, som tidligere har været et problem i regnfulde år.
– For to år siden, hvor det regnede rigtig meget, var området nærmest en stor sump. Men med det arbejde, der bliver lavet nu, er jeg sikker på, at det nok skal blive godt.