Særlig udstilling på Fyret
HIRTSHALS: Kursister fra FOF’s billedkunsthold inviterer nu offentligheden indenfor til en stemningsfuld udstilling på Hirtshals Fyr.
Her kan besøgende opleve både fernisering og en hel uge med kunst skabt af kursisterne fra værkstedet på Vendsyssel Kunstmuseum.
Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
"For kursisterne er en udstilling noget helt særligt. Det kræver mod at vise sine arbejder frem for andre. Udstillingen giver samtidig mulighed for at se kursisternes værker i en samlet sammenhæng og anerkende deres udvikling. Samtidig synliggør den underviserens arbejde med at støtte og udvikle hver enkelt kursists personlige stil og udtryk," lyder det blandt andet.
Hvad sker der på kurset?
På billedkunstkurset i værkstedet på Vendsyssel Kunstmuseum arbejder kursisterne med en blanding af bundne opgaver og mere frie eksperimenter.
Opgaverne udfordrer kursisterne og styrker deres teknikker, samtidig med at de hjælper dem med at finde deres eget kunstneriske udtryk.
"Netop derfor er en kursistudstilling særlig spændende. Den viser, hvordan den samme idé kan udvikle sig i mange forskellige retninger. Nogle arbejder med akvarel, andre med oliemaling, blyant eller kridt – og resultatet bliver vidt forskelligt fra kunstner til kunstner."
Mod og stolthed
Underviser Dolgora Havmøller fremhæver kursisternes mod. En udstilling handler om at vise, hvad der sker undervejs i arbejdet på kurset. For underviseren er det også en vigtig del af processen at styrke kursisternes selvtillid og glæde ved deres egne resultater.
Målet er, at kursisterne gennem arbejdet udvikler mod til at vise deres kunst frem. Dolgora Havmøller er derfor meget stolt af kursisternes indsats og opfordrer publikum til selv at komme forbi og opleve udstillingen.
Der er fernisering lørdag 11. april kl. 12.00 i Madpakkehuset.
Herefter er udstillingen åben alle dage fra 11. april til 19. april kl. 12.00–16.00.