Nu kan du gå Caminoen i Hirtshals
HIRTSHALS: Søndag 19. april blev en historisk dag i Hirtshals, hvor Camino-skulpturen og Camino-kilometerstenen blev afsløret.
Efter en meget flot Pilgrimsandagt i Hirtshals Kirke med sognepræsten Bjarne Hougaard, blev den store dag i Hirtshals sat i gang.
Borgmester Søren Smalbro holdt tale, og afslørede derefter Camino-kilometerstenen på Solnedgangspladsen på Kystvejen i Hirtshals, hvor der var mødt flere hundrede mennesker op.
Formanden for Byforum bød velkommen til pladsen hvor positionen er 57'36 N for Camino-kilometerstenen, som nu er kommet på Europakortet.
Kilometerstenen er nu en bekræftelse på byens forbindelse til den spanske Camino, lød det blandt andet fra John Kongerslev, der takkede organisationen Xacobeo Camino og initiativ fonden for Hirtshals & Omegn, for opbakningen til det store Camino Projekt.
Formanden for Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, Rikke Ærtebjerg, holdt også en tale, og her, sammen med Borgmesteren, blev det slået fast, at Hirtshals er stedet hvor rejser begynder og slutter.
Fællessang og skaldyrssuppe
Klokken 14.00 blev Den store Camino-skulptur så afsløret, efter en tale fra kunstudvalgets formand, Troels Bidstrup-Hansen .
Skulpturen er skabt af billedhugger Laila Westergaard, som også holdt en stor tale om tilblivelse af skulpturen.
Der var fællessange, som blev akkompagneret af Hirtshals Kirkes organist, Anton Schmidt-Jakobsen.
Der blev serveret skaldyrssuppe i teltet ved siden af den nye store Camino-skulptur, og senere var der en vandre tur langs udsigtsstien og Caminoruten op til Hirtshals Fyr, hvor der blev serveret kaffe med hjemmebag, og her var der afslutning ved formanden for Hirtshals Byforum, John Kongerslev, som pointerede, den store, smukke og mindeværdige dag for Hirtshals.