Nordens største fodboldtalenter indtager Hjørring til august
HJØRRING: Til august bliver Hjørring samlingspunkt for nogle af Nordens største fodboldtalenter, når Danmark, Norge og Finland gæster byen til en international venskabsturnering for U17-pigelandshold.
Fra 2. til 8. august spilles en række landskampe i Vendsyssel, og to af de danske kampe finder sted på Nord Energi Arena i Hjørring.
Onsdag 5. august kl. 18.00 møder Danmark Finland, mens Norge venter lørdag 8. august kl. 12.00.
Der er gratis adgang til alle kampe, og publikum får mulighed for at komme helt tæt på de unge spillere. Efter kampene vil der nemlig være mulighed for at møde spillerne og få autografer. Til kampen mellem Danmark og Norge 8. august bliver der desuden etableret en fanzone med aktiviteter for hele familien.
Ifølge fritidskonsulent Emma Handrup fra Hjørring Kommune handler turneringen om meget mere end blot landskampe.
- Vi glæder os til at byde både spillere, trænere og tilskuere velkommen til Hjørring. Turneringen giver lokale borgere mulighed for at opleve landskampstemning og fodbold på højt niveau, samtidig med vi sætter fokus på udviklingen af pigefodbolden i kommunen, siger hun.
Lokale piger får en særlig oplevelse
Turneringen udspringer af det samarbejde, som Hjørring Kommune gennem de seneste fem år har haft med DBU og DBU Jylland om at styrke fodbolden for piger.
I dag deltager seks lokale klubber i indsatsen: Fortune Hjørring, Hirtshals Boldklub, Sindal IF, Skibsby-Højene IF, Bagterp IF og Vraa/Børglum IF.
For pigerne i klubberne venter der også en helt særlig oplevelse. Ved kampene i Hjørring får de mulighed for at løbe på banen sammen med det danske U17-landshold, inden kampen fløjtes i gang.
- Kampene giver lokale piger en mulighed for at spejle sig i de unge landsholdsspillere og opleve, at fodbolden er et fællesskab med plads til alle. Derfor er vi glade for at kunne koble denne internationale turnering sammen med vores lokale udviklingsarbejde, siger Emma Handrup.
Hjørring Kommune håber, at mange lokale vil møde op og være med til at skabe en festlig kulisse, når fodboldspillerne gæster byen.