Billede beskrivelse

Åbent hus: Malou og Mathilde donerer hele dagens omsætning til Knæk Cancer

23. september 2025 kl. 06.01

HJØRRING: - Vi har alle haft, eller vi har nogen tæt på os, der har kræft inde på livet, så det er en sag, der ligger os meget nær.

Sådan fortæller Malou Sig og Mathilde Frost fra Adoore Hair Studio om det Knæk Cancer event, de holder i Adoore Studio i Hjørring lørdag den 11.oktober fra klokken 13.00-16.00.

- Folk kan komme og se, hvad vi laver herude, og der vil være mulighed for at købe mad og drikke, fortæller Malou Sig og Mathilde Frost.

Alle, der møder op, har desuden også mulighed for at købe produkter billigt.

– Al omsætning, vi laver den dag, går ubeskåret til ”Knæk Cancer,” fortæller de to kollegaer.

De har også været i tæt kontakt med deres forhandlere og andre erhvervsdrivende, der hjælper til med sponsorater.

Billede beskrivelse

– Men vi søger også stadig sponsorer, der vil være med, og de kan kontakte mig på 27126488, hvis de har lyst til at være med, fortæller Mathilde Frost.

Malou Sig og Mathilde Frost fortæller videre, at de har været med i et lignende tiltag før, og sidste år kunne de sende 25.000 kroner videre. Et beløb de håber kommer til at vokse i år.

- Vi så sidste år, at Louise, som har Vippehulen, søgte et sted, hvor hun kunne lave vipper med sine kollegaer, så de kunne donere deres omsætning den dag. Vi tilbød vores lokaler til det formål. Louise har en datter, som har kræft og donerede sidst i hendes navn. Vi er gået sammen igen i år, men vi vil gerne samle mere sammen, så derfor dette event, forklarer de.

Adoore Hair Studio er også med i en live auktion, der løber af stablen, inden åbent hus starter. Auktionen er et samarbejde med tøjbutikken Zand Lønstrup, der i øvrigt bliver drevet af deres mødre. Den foregår på Zand Lønstrups Facebook.

Her kommer der både tøj, hårprodukter og gavekort fra både Zand Lønstrup, Adoore Hair Studio og en række virksomheder på liveauktion.

Der kommer flere informationer om liveauktionen på både Adoore Hair Studio og Zand Lønstrups Facebook og Instagram, oplyser Mathilde Frost.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste