Er det mon her, de gamle fodbolddrenge ender ...?
SINDAL: I foråret har Sindal Golf Klub sat et par nye skibe i søen i klubben - formålet var at fremme interessen for at spille i golfklubben.
Under overskriften Kvinder & Golf lykkedes det at starte en ny aktivitet op:
- Projektet startede i midten af april, hvor omkring 10 friske piger mødte op. Forløbet strakte sig over 8 uger, og vi sluttede af med putte-konkurrence, tapas og rosé, oplyser klubben.
Klubben stillede “golfgrej” til rådighed, så der var ingen udgifter - udover de 495 kroner, som skulle betales for forløbet.
Efter forløbet har nogle af deltagerne meldt sig ind i klubben og spiller nu fast.
Klubben har også inviteret mindre grupper til anlægget i Hørmested, hvor man kan prøve at slå et slag.
- Senest har vi haft besøg af en flok glade “fodbold-drenge” fra Sindal - og de er måske snart i en alder, hvor Fodbolden måske skal skiftes ud med en "golfbold"? I hvert fald mødtes gruppen en fredag sidst på eftermiddagen og blev mødt af vores træner - og efterfølgende gik der sport i den på par 3 banen. Og arrangementet sluttede af med en en fadøl, lyder det fra klubben, som er klar til at tage imod andre interesserede.