Billede beskrivelse

Westwater Logen afholder arrangement til fordel for Knæk Cancer

29. september 2024 kl. 06.02

LØKKEN: Herrelogen Westwater er lige nu i fuld gang med forberedelserne til Knæk Cancer-arrangementet i Løkken lørdag 12. oktober 2024 - og årets store event minder langt hen ad vejen om 2023.

- Sidste års arrangement blev en succes med over 107.000 kroner samlet ind til fordel for Knæk Cancer, og vi satser på endnu flere besøgende i år, siger Tom Østergaard på vegne af logen.

Op i højere enhed

Flere gæster er meget ofte lig med endnu flere penge til et projekt, og igen i år har man traditionen tro gjort det grundige forarbejde og samarbejdet med lokale virksomheder, for at gå all in.

- Vi har knoklet alt, hvad vi kan for at byde velkommen til en dag fyldt med musik, gode oplevelser, lækker mad og fantastisk stemning - alt sammen i den gode sags tjeneste, fortsætter Tom.

Byder på det hele

Fra kl. 12.00 til kl. 16.00 er der tombola på Torvet med mange flotte præmier, mens der vil være live musik med Jan Edvard fra kl. 13.00 til kl. 15.00, samt muligheden for at få en tur i en RZR.

Billede beskrivelse

Fra kl. 18.00 til kl. 02.00 vil Mellma være åben med en dejlig 3-retters menu, live musik og en fantastisk stemning med Ekstranummer, ligesom der er auktioner, som tilmeldte kan byde på.

Prisen hos Mellma er 445 kroner, og på denne aften er der et begrænset antal pladser, som fordeles efter først til mølle - så book bord via MobilePay 221505 allersenest søndag 6. oktober.

Sigter højt i 2024

- Overskuddet går som altid ubeskåret til Knæk Cancer, og på Facebook-siden 'Westwater knækker Cancer' kan du løbende se information og mere om auktionerne på dagen, fastslår Tom.

I fjor var der mange deltagere, som bød hinanden op i priserne på Løkkens populære in-sted, ligesom hyggen og entertainment også fik folk op af stolene, klappe i takt og synge med.

Underholdningen er igen i sikre hænder, og med festen hos Mellma, så er alle garanteret en fin aften til fordel for Knæk Cancer, der på landsplan indsamlede godt 113 millioner kroner i 2023.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste