Søren kommer med opsang: Lad nu være med at smide affald
HIRTSHALS: Formanden for Teknik og Miljø, Søren Homann, siger, at det er vigtigt at holde vores byer pæne og rene – det er noget af det, folk lægger mærke til, håber han.
– Vores folk i Park og Vej gør, hvad de kan, for at der skal være pænt og rent i vores gader, anlæg, veje, rastepladser og rabatter, siger Søren Homann.
Der bliver desværre smidt mange ting ud af vinduerne, når biler holder på rastepladser, og der kommer til at ligge meget affald i rabatterne og de grønne områder, fordi folk glemmer at smide affaldet i affaldsstativerne, som er sat op rigtig mange steder. Det er også forkert at smide affald ud af bilvinduet, for det skal jo på et tidspunkt samles op igen, og det hænger Park og Vej på.
Derfor var der mange folk i Hirtshals torsdag den 12. september for at samle affald op, gøre det pænt i de grønne områder og fjerne ukrudt i de mange flotte rundkørsler, som der er i Hirtshals.
Der er også mange tekniske ting, der skal holdes ved lige hele tiden. Denne torsdag blev der blandt andet skiftet en utæt slange ved stormspringvandet på Den Grønne Plads midt i byen.
Byens gader bliver fejet og støvsuget hver dag, og der bliver skiftet affaldsposer i de mange affaldsstativer, som er sat op mange steder i byen.